2:32

Over 500 tog på marked for at spille: - Vi elsker bare kød i min familie

Selvom 500 mennesker samlet i et telt, så er der næsten helt stille. 

De er samlet om noget, hvor det ikke er tilladt at larme. Alle skal nemlig kunne høre tallet, som bliver bekendtgjort fra scenen. 

Og aftenens præmie er ikke helt ligegyldig. 

Det er da megalækkert at kunne vinde noget kød, fordi vi elsker kød i min familie, fortæller Tina Granly Thoustup fra Hvam. 

Hun er afsted med sin mor, tante og kusine til Hogager Markedets kødbanko. 

- Det er en tradition i min familie. Vi er her for at spille og hygge, men selvfølgelig også for at vinde, siger hun med et smil. 

Godt vejr træk deltagere til 

Lige inden spillet skulle i gang var der også godt gang i arrangørerne af bankospillet i Hogager. Der manglede pludselig stole til en hel del flere mennesker, end arrangørerne havde regnet med ville dukke op. Succesen kunne skyldes det pludseligt gode sommervejr, mener Kirsten Nørgaard. 

- Folk elsker det her, og synes det er dejligt med sådan noget vejr, og der er jo også bare en fed stemning derinde, siger hun. 

Og så er folk bare glade for banko i Hogager. Og for kød, mener hun. 

Det er Tina Granly Thoustrup enig i. 

- Det er dejligt, man kan vinde noget kød. Jeg vil helst vinde en flæskesteg. Jeg elsker flæskesteg.