Brødre skal forklare sig i retten, men dommer forbyder TV MIDTVEST at liveblogge
De to tiltalte blev anholdt med en måneds mellemrum og er nu tiltalt i forening for at have stukket to brødre ned med kniv.
Fredag fortsætter retssagen mod to 21-årige mænd, som i forening er tiltalt for både drabsforsøg og grov vold efter et knivstikkeri i Ikast 3. november 2023. De nægter sig begge skyldige.
De forurettede er to brødre fra Vejle-området. Den ældste - en på det tidspunkt 30-årig mand - endte i livsfare, mens hans lillebror, der var 27 år på gerningstidspunktet, fik mere overfladiske men dog behandlingskrævende skader. Fredag skal de svare på spørgsmål i retten.
Brødrene kontaktede selv politiet efter knivstikkeriet. Dagen efter blev den ene af de tiltalte anholdt efter et massivt politiopbud i Ikast. Cirka en måned senere blev den anden tiltalte anholdt og varetægtsfængslet.
Der er afsat ti retsdage til sagen, og der forventes dom 5. februar. Sagen bliver behandlet med nævninge, og anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til begge tiltalte og udvisning for den ene.
TV MIDTVEST følger sagen, og du kan læse, hvad der kom frem på de første to retsdage tirsdag og onsdag i livebloggen nedenunder. Fredag har det dog ikke været muligt at liveblogge, da dommeren har forbudt TV MIDTVEST at gøre det under brødrenes vidneforklaring og resten af sagen.
Forbud mod liveblogging.
De juridiske dommere i sagen har vurderet, at der skal nedlægges forbud mod liveblogging fra sagen her, og dermed lukker dagens liveblog her.
Vi følger fortsat sagen.
Forsvarer vil igen have forbudt liveblogging
Inden afhøringerne kan gå i gang, skal retten endnu en gang drøfte, om der skal nedlægges forbud mod liveblogging.
Det er forsvarsadvokat Camilla Nowak, der igen har en begæring om et sådant forbud.
Begge forsvarere kommer med deres argumenter for et forbud, og dommere og nævninge forlader retssalen for at diskutere spørgsmålet.
Brødre skal svare på spørgsmål i dag
Det er i dag de to brødre, der blev ramt af knivstik den aften i november 2023, der skal svare på spørgsmål.
De er sagens forurettede - det vil sige mulige ofre, alt efter om de tiltalte bliver kendt skyldige.
Det er den ældste af de to brødre, en dengang 30-årig mand, der endte i livsfare som følge af knivstik.
Det er ham, der først skal afgive forklaring i dag.
Begynder om lidt
Retsmødet begynder efter planen lige om lidt. De tiltalte har taget plads ved siden af hver deres forsvarsadvokat, og anklageren sidder klar i den anden side af retssalen.
Tilhørerne begynder også at tage plads. Der er omkring 15 mennesker, der er mødt op for at følge retsmødet.
Stort politiopbud i Ikast
På videoen her kan du se, hvordan det så ud, da bevæbnede betjente mødte talstærkt op i Ikast for at anholde den første af de nu 21-årige mænd.
Selvom det kan se voldsomt ud, gik det ifølge politiet stille og roligt for sig. Den 21-årige har selv beskrevet episoden i retten og forklaret, at det var voldsomt og ubehageligt for ham.
Sidste gang: Tiltalt nægtede at svare på spørgsmål
Det står der i anklageskriftet
Af anklageskriftet fremgår det, at de tiltalte ifølge politiet stak den 30-årige forurettede to gange i brystet, to gange i højre lår og én gang i højre underben med kniv. Den 30-årige kom i livsfare og fik brug for akut livreddende behandling.
Det er det, det første af anklageskriftets to forhold drejer sig om. Her er der rejst tiltalt for drabsforsøg.
Anklageskriftets andet forhold drejer sig om grov vold, som de to tiltalte ifølge politiet har udsat den 27-årige mand for. Det indebærer knivstik i venstre side af ryggen, som gjorde, at den forurettede pådrog sig behandlingskrævende skader.
I begge forhold er de to 21-årige mænd tiltalt i forening, hvilket vil sige, at de efter politiets opfattelse har handlet i forening eller 'efter forudgående aftale eller efter fælles forståelse', som det hedder.
Slut for i dag
Idet den tiltalte ikke ønsker at svare på spørgsmål slutter dagens retsmøde her.
Retssagen fortsætter på fredag med vidner. Det er er de to forurettede brødre, der skal svare på spørgsmål fra anklager og forsvarere.
Vi lukker ned for dagens liveblog.
Afslutter oplæsning fra afhøringsrapport
Anklageren læser også fra afhøringsrapporten, at politiet har spurgt den 21-årige tiltalte ind til, hvorfor hans telefon havde været slukket i den periode, hvor knivstikkeriet angiveligt havde fundet sted. Svaret lød, at hans telefon nærmest altid var løbet tør for strøm.
Det er noget af det sidste, der bliver læst op fra forklaringen fra anklageren.
Benægter kendskab til opgør
Den 21-årige tiltalte forklarede også dengang til politiet, at da den anden 21-årige - den hovedtiltalte - kom haltende hjem til ham med et sår på benet, var det første gang, han så ham den aften.
Han troede ikke på, at såret på benet kom fra et fald, sådan som kammeraten påstod. Han hjalp med at rense det, læser anklageren op fra afhøringsrapporten.
Han benægtede, at han havde været med henne for at mødes med brødrene ved Sønderparken. Han havde ikke noget bud på, hvorfor den 21-årige hovedtiltalte havde forklaret sådan, lyder det i afhøringsrapporten.