Enkemand vil købe en fin gravsten efter 'helt vild' indsamling

Sven Anders mistede onsdag sin hustru, da hun døde i en trafikulykke. Nu gør hans landsby alt for at samle ind til enkemanden og hans to børn.

sven anders
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Sven Anders mistede onsdag sin hustru, da hun mistede livet i en trafikulykke ved Nørre Snede. Samtidig mistede hans to børn deres mor.

Siden er en mand fra Kærshovedgård blevet varetægstfængslet i sagen – sigtet for at køre narkopåvirket og at køre den 55-årige kvinde ihjel.

Og dødsfaldet har nu fået Ejstrupholm til at gøre alt i deres magt for at støtte Sven Anders og de efterladte børn.

Lørdag formiddag begyndte en indsamling. Søndag aften havde landsbyen indsamlet 34.444 kroner. Og der er tilsagn om endnu flere penge.

Landsbyens støtte betyder meget for Sven Anders.

- Jeg er meget berørt af det. Det er utroligt. Det er helt vildt, siger han.

Havde regnet med 2000 kroner

Sven Anders havde forestillet sig, der måske ville blive samlet 2000 kroner ind. Men det beløb er allerede mangedoblet.

- Jeg vil gerne købe en fin gravsten til min kone for de penge, siger enkemanden.

Og hvis der bliver penge til overs, regner han med at lave en opsparing til sine børn. 

Landsby står sammen

De lokale borgere i Ejstrupholm vil gøre deres til at samle så mange penge ind som muligt.

Det er borgere fra landsbyen, der har spurgt lokalrådsformand Ulrik Laursen, om ikke man kunne samle ind til den efterladte familie. 

Efter Sven Anders sagde ja til, at andre måtte samle ind til familien, er Ulrik Laursen og andre lokale kræfter altså gået i gang.

- Når alt ramler, og der sker noget helt forfærdeligt, rykker vi sammen i bussen. Det er noget, vi kan i Ejstrupholm. Der er ikke nogen, der bliver overladt til sig selv i en svær tid, siger Ulrik Laursen.


Indsamlingen foregår på Mobilepay. Her kan man maksimalt samle 30.000 kroner ind per indsamlingsboks. 

Så nu er der oprettet en boks nummer 2, hvor pengene stadig tikker ind.

Det er de lokale ejstrupholmere, som bidrager, for indtil nu er indsamlingen kun delt i den lokale Facebook-gruppe. 

Og her har landsbyen med cirka 1700 indbyggere altså bidraget med over 34.000 kroner på mindre end to døgn.

- Pengene betyder måske ikke så meget i sådan en situation, men det er mere signalet om, at vi står bag hinanden i en svær tid, der er vigtig.

- Jeg er meget stolt over, at byen viser det her sammenhold og den her støtte til en familie, der er ramt af noget helt forfærdeligt, siger Ulrik Laursen.

Sven Anders' hustru døde 24. april i en trafikulykke, hvor en mand fra Kærshovedgård nu er varetægtsfængslet - sigtet for at være skyld i hendes død. Siden har Sven Anders' hjemby bakket op med både blomster og en stor indsamling.
Sven Anders' hustru døde 24. april i en trafikulykke, hvor en mand fra Kærshovedgård nu er varetægtsfængslet - sigtet for at være skyld i hendes død. Siden har Sven Anders' hjemby bakket op med både blomster og en stor indsamling.
Foto: Privatfoto

Hos Sven Anders bliver byens måde at bakke op på mødt med stor taknemlighed.

Klassekammerater i børnenes skole har samlet penge ind, familien har modtaget buketter og mange kondolencer, og nu kan de altså også se frem til at modtage titusindvis af kroner fra folkene Ejstrupholm.

- Jeg er meget glad for, at de tænker på mig, siger Sven Anders.