2:05
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Det er in at være ude: Festival forbereder sig til rekord-weekend

Silkeborg danner i denne weekend ramme om en festival, der hylder det udendørs liv.

"Danmarks Outdoor Festival" begyndte for ni år siden med 500 gæster, men i dag er festivalen en velvoksen størrelse, hvor man er klar til at tage imod 40.000 gæster.

- Vi forventer en summen af liv, glæde og fællesskaber, siger festivalleder Isabel Benn Morgenstern.

Ifølge hende er det mere relevant end nogensinde at samles for at blive inspireret til et liv udenfor.

- Jeg tror, at vi savner kontakten til naturen, og at vi dybt inde i os selv godt kan huske det.

Hun håber, at weekenden blandt andet vil inspirere til leg i naturen. Dét kan både være ved at drømme om en bjergbestigning eller danse til silent disco, hvor musikken spiller i høretelefonerne, mens ingen andre kan høre den.

- Det var ret sjovt. Først tænkte jeg, at det var pinligt, men til næste sang kunne jeg føle, at min krop ville, siger Liv Lundberg på ni år, der er med sine bedsteforældre til festivalen.