Kort nyt
Nu vil supermarkeder blande kylling og oksekød
Fra uge tre kan danskerne finde et kødprodukt, som består af en blanding af hakket oksekød og hakket kyllingekød, i kølediske i Netto, Bilka og Føtex.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
- Nogle vil måske stille spørgsmål ved kombinationen af kylling og okse, men produktet er testet, og vi har kun fået positive tilbagemeldinger, hvor særligt smagen og konsistensen bliver fremhævet, siger Nicolai Lykke, som er kategorichef for i Salling Group.
Ifølge virksomheden har produktet en CO2-reduktion på mindst 40 procent i forhold til hakket oksekød. Tallet er udregnet på baggrund af Concitos klimadatabase.
Herning Blue Fox kommer til finalestævne som klare favoritter
Fredag tages hul på Final4-stævnet for pokalturneringen i Ishockey. Her skal Herning Blue Fox at møde danmarksmestrene fra SønderjyskE.
Herning Blue Fox ligger klart på en klar førsteplads i ligaen.
Herning-træner Garth Murray afviser dog, at det er tyngende at komme til Final 4 som klar favorit efter en forrygende periode med få nederlag.
- Vi føler os ikke under mere pres end normalt. Vi er altid under en vis form for pres i sportens verden, siger Garth Murray, som tidligere har vundet pokalturneringen i spidsen for Aalborg.
- Final 4 er noget helt særligt, og alle hold kan vinde. Jeg har prøvet at vinde, men jeg har også prøvet at være med til at tabe mange gange. Det handler om at kunne eksekvere sin plan bedst muligt, hvis man skal stå med pokalen, siger Garth Murray.
Kalder produkt tilbage købt i Lagkagehuset
Hvis du har købt skyr fra Lagkagehuset, skal du måske lige vente med spise den.
Convi Food tilbagekalder en skyr med rabarberkompot, man kan købe i Lagkagehuset-forretninger landet over.
Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Produktet tilbagekaldes, da kompotten har gæret smag og boblende udseende.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man kasserer kompotten eller leverer produktet tilbage.
Sådan bliver Boxen til håndboldhal
Der lægges i disse dage sidste hånd på forberedelser frem mod VM i herrehåndbold.
En af lokationerne for slutrunden er Jyske Bank Boxen i Herning, og den har gennemgået noget af en forvandling på blot få dage.
Elproduktionen steg markant i 2024
Elproduktionen fra vedvarende energi steg med mere end 1200 gigawatt-timer i forhold til 2023.
Det svarer ifølge Energinet til 300.000 husstandes årlige elforbrug.
Fremgangen for den grønne strøm skyldes ifølge Energinet tilslutningen af vindmølleparkerne Vesterhav Nord og Syd og fortsat tilslutning af nye solceller, primært i bykommuner.
Der blev samtidig også brugt rekordmeget strøm i Danmark sidste år.
Ifølge elselskabet Norlys steg det samlede elforbrug i Danmark sidste år til 38,4 terawatt-timer.
Det er fem procent mere strøm end i det hidtidige rekordår - 2021, skriver Norlys.
Det skyldes blandt andet den stigende udbredelse af elbiler og varmepumper, forklarer direktør i Norlys' energiforretning Mads Brøgger.
Produktionen af el fra vind og sol dækker 63 procent af det danske elforbrug.
Klar i spyttet: Det er ministerens ansvar
Forhandlingerne om oprustning i Arktis er fredag gået i gang, og regeringen vil blandt andet have nye droner, inspektionsskibe og to nye slædehold til Siriuspatruljen.
Ifølge TV 2 vil det koste 15 milliarder kroner.
Et fint udspil, men oprustningen burde være kommet før, siger LA's forsvarsordfører Carsten Bach, der er valgt i Vestjyllands Storkreds.
- På forsvarsområdet generelt har det været meget svært at få eksekveret på politiske beslutninger. Det er ministeren og regeringens ansvar, at de politiske beslutninger ikke føres ud i livet. Det er også tilfældet her, siger han.
Aftalen skal landes, mens den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, i større og større grad udviser ønske om mere kontrol med Grønland.
Her ville det, mener Bach, have været passende at have oprustet tidligere. Han henviser til, at der i 2021 blev indgået aftale om en arktisk kapacitetspakke, som endnu ikke er helt realiseret.
Frygtede drukneulykke efter efterladt jolle på sø
Nordjyllands Brandvæsen kørte fredag formiddag sammen med Midt- og Vestjyllands Politi ud på en adresse ved Sønderhå i Thy.
Her lød meldingen på en efterladt jolle på en sø. Anmelder frygtede, at nogen var druknet.
- Der er intet, der indikerer, at der er nogen, der falder over bord, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Stage.
Jollens reb var revet over, da politiet ankom til stedet.
- Nu skal vi bare finde ejermanden til jollen, fortæller vagtchefen.
Sogn holder nyt møde i kampen for at beholde fyret præst
I Stauning er håbet om at beholde deres fyrede præst stadig lysegrønt, selvom udsigterne til at kunne skifte skift vurderes langt væk.
Nye fiskeregler ved eftertragtet sø
Nu bliver det igen muligt at hive stangen frem ved Fuglsang Sø i Herning.
Der skriver kommunen på Facebook.
Det har ellers været forbudt at fiske fra søen i en længere periode, for at skåne rovfisk, der hjælper med at holde søen sund.
Men nu kan du igen kaste dig ud i at få noget på krogen i den populære sø - hvis du altså sætter fisken ud igen straks efter fangsten, lyder det i facebookopslaget.
Politiet med ny forklaring om brand nytårsnat
Tidligere på ugen konkluderede lokalpolitiet i Holstebro, at det med stor sandsynlighed var eltavlen, der var årsagen til en brand mellem to rækkehuse i Østparken i Ejsing nordøst for Holstebro.
Nu er undersøgelserne på stedet helt færdige, og politiet kan ikke konkludere, at en fejl i eltavlen var årsagen, som de ellers først meldte ud.
- På det tidspunkt, hvor vi udtalte os sidst, var vores formodning, at der var tale om en brand, som var startet ved eltavlen, siger politikommissær Knud Lauritsen og fortsætter:
- Vi kan nu dog ikke på baggrund af vores færdige undersøgelser konkludere, at branden er startet i eltavlen. Vi er overbeviste om, at branden ikke er påsat, og derfor ikke længere en sag for politiet.
Det betyder, at der ikke er noget strafbart, der er årsag til branden, og derfor kommer politiet ikke til at forsætter efterforskningen for at finde den endelig årsag.
Det er nu en sag mellem husejerne og forsikringsselskabet.
Frivillige leder efter 18-årige Marcus
Missing People Danmark indleder i dag en eftersøgning efter 18-årige Marcus.
Han har været efterlyst siden onsdag aften, hvor han forlod Regionshospitalet i Gødstrup. Siden er der ingen, der har hørt fra ham.
Ifølge politikommissær ved lokalpolitiet i Herning, Erik Kristensen, har politiet ingen spor i sagen.
- Nu håber vi, at offentligheden kan hjælpe os, siger Erik Kristensen.
Førerhuset er det eneste, der står tilbage efter brand
En virksomhed i Skjern fik sig fredag noget af en forskrækkelse, da de opdagede kraftig røg fra en kassevogn, der indeholdt specialudstyr.
Kassevognen stod i en garage, men medarbejderne fik selv kassevognen ud på en åben grusvej.
- Efter et par minutter, er den helt omsluttet af flammer, siger indsatsleder ved Brand & Redning Midtvest, Michael Nielsen.
Brandvæsenet blev tilkaldt klokken 09.34 og har fået kontrol over flammerne. Arbejdet med såkaldt efterslukning forventes at være færdig fredag formiddag.
- Jeg tror ikke, at det bliver en lastbil igen. Selve kassen er helt væk. Det er kun førerhuset og undervognen, der står tilbage. Alt udstyret inde i kassen er også helt væk, siger Michael Nielsen.
Skjern Håndbold klar med erstatning for klubikon
Når Skjern-målmanden Tim Winkler træder ud af håndboldmålet til sommer, står en ny målmand klar til at overtage pladsen.
Skjern Håndbold skriver fredag på sin hjemmeside, at de henter den svenske keeper Kristian Zetterlund til klubben.
Den 24-årige målmand kommer til fra HK Malmö og indgår i truppen fra næste sæson.
Kristian Zetterlund og Skjern Håndbold har skrevet under på en toårig aftale.
- Det er en professionel klub med høje ambitioner, der matcher mine egne, siger Kristian Zetterlund om skiftet.
Mystisk skib har fundet kursen igen
Tankskibet 'Mulan', der kredsede omkring et undersøisk datakabel i Skagerrak, er nu på vej i retning mod den oprindelige destination.
Det viser data fra Marinetraffic.com.
Skibet, der sejler under Panamas flag, men som er sanktioneret af USA for at være et russisk skib, skulle egentlig til Egypten, da den bevægede sig i dansk farvand.
I skrivende stund er der ikke en endelig destination på skibet. Det bevæger sig dog sydpå langs Spaniens kyst. Hvor det skal hen nu, vides ikke.
Udfordringer i Kina får Bang & Olufsens omsætning til at falde
Bang & Olufsen omsatte i andet kvartal for 698 millioner kroner. Det viser selskabets kvartalsregnskab fredag morgen.
Omsætningen faldt to millioner kroner sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år som følge af negativ vækst i Kina, fremgår det.
Selskabet havde et underskud efter skat på 13 millioner kroner i andet kvartal.
Topchef Kristian Teär er trods den marginale tilbagegang tilfreds med resultatet, som ifølge ham er på linje med forventningerne.
- Emea-regionen og Americas genererede positiv omsætningsvækst år-mod-år, men koncernomsætningen faldt marginalt som følge af fortsatte udfordringer på det kinesiske marked, siger han i regnskabet.
Emea er en regional betegnelse for Europa, Mellemøsten og Afrika.
Røg fra affaldscontainer på skole
Fredag morgen mødte ejendomsteknikeren på Gødvadskolen i Silkeborg ind til røg i en nedgravet affaldscontainer til pap og papir.
Midtjysk Brand & Redning blev tilkaldt 06.57 og kunne hurtigt konstatere, at det ulmede, men at der ikke var flammer.
Branden er slukket, og brandvæsenet har forladt skolen igen.
- Containeren var placeret mellem skolen og boldbanerne, så der var aldrig fare for hverken bygninger eller mennesker, siger Andreas S. Jørgensen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning.
Sidste chance for sneboldkampe i længere tid
Der vil de kommende dage være god mulighed for at bygge snemænd og starte en sneboldkamp i flere dele af landet.
Weekenden begynder nemlig skyet og med mulighed for snebyger, inden skyer og sne med tiden må vige for solen.
Sådan lyder det tidligt fredag morgen fra Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Fredag begynder i størstedelen af landet med pænt vejr med nogen sol, men det bliver også en dag, hvor der nogle steder vil falde sne.
- Sneen vil hovedsageligt falde i den vestlige del af Jylland, men i løbet af dagen vil der også kunne falde sne på den nordlige del af Sjælland, siger Klaus Larsen.
Temperaturerne vil fredag ligge mellem frysepunktet og tre graders varme.
Lørdag vil vejret i store træk arte sig ligesom fredag.
Søndag har lavtrykket over Litauen bevæget sig så langt væk, at hele landet får tørvejr og nogen eller en del sol.
Weekendens snebyger ser ud til at blive de sidste i det næste stykke tid.
- I næste uger kommer varmen tilbage med temperaturer op til ti grader. Så sneen er en stakket frist.
- Så hvis der skal laves snemænd eller leges sneboldkamp, så er det med at komme ud af starthullerne i weekenden, siger Klaus Larsen.
Billetter til salg til spotpris
Man kan gøre sig et kup, når det danske herrelandshold i håndbold i næste uge tager hul på deres VM-titelforsvar.
Dansk Håndbold skriver i en mail til deres abonnenter, at man nu kan sikre sig en billig billet til åbningskampen 14. januar i Herning, hvor Danmark møder Algeriet.
280 kroner skal man af med for en ståplads til den kamp.
I samme mail skriver Dansk Håndbold, at billetterne til de indledende kampe i Pulje A er sat ned med 90 procent.
Pulje A består af Tyskland, Polen, Tjekkiet og Schweiz.
Det er dog ikke lykkedes TV MIDTVEST at finde den rabat, når man forsøger at købe billetterne gennem linket i mailen eller gennem billettjenesten Ticketmaster.
Det fremgår heller ikke, om rabatten gælder både stå- og siddepladser.
VM i herrehåndbold begynder i næste uge i blandt andet Jyske Bank Boksen i Herning. Danmark deler værtsskabet med Norge og Kroatien.
Nu vil by uden kyst have en havn
Herning ligger centralt placeret i Jylland, men nu vil byen uden nogle kystlinjer have en havn.
Herning Havn skal i stedet etableres ved Knudmosesøerne og være et samlingssted for byens vandsportsaktiviteter.
- Ved de her kunstige søer i Knudmosen kommer man til at kunne lave alt det, som man ellers kun skulle tro var muligt ved en havn. Udover muligheden for flotte naturoplevelser, så kommer flere til at kunne bruge området til forskellige slags vandsport som eksempelvis vandski, issvømning, jetski og wakeboard, siger Jon Gerner i en pressemeddelelse.
Han er direktør i Lokale- og Anlægsfonden, der har støttet projektet med ni millioner kroner. Herning Kommune støtter med fire millioner kroner, mens Ege Fonden yder 500.000 kroner. Den samlede anlægssum for første fase er på 27 millioner kroner.
Arbejdet med at etablere Herning Havn forventes at gå i gang i starten af 2026 og stå færdig senere samme år.
Det har aldrig været varmere
For andet år i træk er der blevet sat en nedslående rekord for klimaområdet.
2024 blev det varmeste år, der hidtil er registreret. Året var varmere end i 2023, hvor der også blev slået varmerekord.
Det oplyser EU's klimatjeneste, Copernicus, fredag.
Den globale gennemsnitstemperatur er nu oppe på 1,6 grader over niveauet før industrialiseringen, hvor man begyndte at bruge kul og udlede drivhusgasser i atmosfæren.
Sidste år lød stigningen på 1,48 grader. Det betyder, at den gennemsnitlige temperaturstigning sammenlignet med niveauet før industrialiseringen for de seneste to år når op på over 1,5 grader.
I Parisaftalen fra 2015 lyder det, at stigningen i de globale temperaturer skal begrænses til under 2 grader. Og helst til under 1,5 grader.
Klimatjenesten understreger dog, at varmerekorderne ikke er ensbetydende med, at den aftalte maksimale temperaturstigning på 1,5 grader permanent overskrides.
Sol og lokale snebyger over Midt- og Vestjylland fredag
Solen kan titte frem over Midt- og Vestjylland i dag.
DMI varsler både en smule sol og lokale snebyger fredag formiddag med temperaturer mellem frysepunktet og tre graders varme.
Vinden vil være let til frisk. Især i den nordlige del af landsdelen kan vinden blive hård.