Optagelser fra klokken 21.30 til 00.15 af himlen over Struer natten til lørdag. Foto: Henrik Muusmann, Struer

Derfor kan du opleve særligt himmelfænomen lige nu

Rigtig mange har sendt os billeder af nordlys. En astrofysiker forklarer, hvorfor der lige nu er ekstra gode muligheder.

Grønne, røde og violette farver, der danser over nattehimlen. Nordlys er et fantastisk syn. 

- Det er ikke hver nat, vi kan opleve nordlys på himlen. Vi har lige nu haft flere nætter i rap, og vi forventer, der kommer mere over de næste uger, så det er værd at holde øje med nattehimlen, siger astrofysiker Tina Ibsen.

Hun er uddannet fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Hun er selvstændig og arbejder med formidling af astronomi og rumfart og har udgivet flere populærvidenskabelige bøger om emnet. 

Den farvestrålende nattehimmel kommer fra solen 150 millioner kilometer væk.

- Det, vi ser, er faktisk jordens atmosfære, der bliver ramt af partikler fra solen, siger astrofysikeren.

Og fænomenet har været muligt at se rigtigt mange steder i Midt- og Vestjylland den seneste uge.

Jorden er normalt beskyttet af et magnetfelt, men når jorden bliver ramt massivt, af det mange også kalder en solstorm, så får vi nordlys. Og der er størst mulighed for at opleve det omkring jævndøgn, som næste gang er 22. september.

- Dele af solens elektriskladede partikler bliver blæst af med op til 1000 kilometer i sekundet, og når de rammer jordens magnetfelt, går de i kontakt med magnetfeltet og danner nordlys, forklarer Tina Ibsen.

Grafik om Nordlys
Foto: Colourbox + Grafik: Claus Klok, TV MIDTVEST


Solen har en cyklus på 11 år, og det er dermed også den tid, der går imellem, at solstormene er så kraftige, at det giver nordlys i Danmark. Senest var det dog for svagt til at rigtigt at kunne ses her i landet, så det er 22 år siden, at fænomenet sidst var til at se her.

- Dengang havde vi ikke smartphones, så der er helt klart flere, der ser det, fordi vi nu kan tage billeder, siger Tina Ibsen.

Hendes bedste tip til at tage billeder af nordlys er at søge væk fra byernes forstyrrende lys, kigge lige op eller mod nord og så være tålmodig.