Opklaring og mere varme på vej

Skyerne letter i dag og temperaturen stiger de kommende dage.

Forår 6
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

Det er nok mest grå skyer, du ser ud ad vinduet tirsdag morgen. Men det er for de fleste kun for en kort stund, lyder det fra Erik Hansen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

- Der ligger jo en del skyer over området (Midt- og Vestjylland, red.) her i morgentimerne. Der er faktisk fuldstøndig overskyet, og det kan dryppe lidt, siger han.

- Men så klarer det op. Det starter i det østjyske, og så trækker det vestover i løbet af formiddagen.

Ude ved vestkysten kan skyerne dog godt blive hænge hele dagen. Prognoserne siger, at særligt fra Ringkøbing fjord og nordpå langs vestkysten, ser de ud til at blive hængende.

Temperaturen ligger på 14 til 16 grader, og vi får ikke ret meget vind, lyder det fra Erik Hansen. Og så bliver skyerne formentlig væk for en stund.

- Den opklaring, de fleste får i løbet af dagen, holder ved. I morgen bliver det 16 til 17 grader og nogen sol, siger han.

- Så det er egentlig et par ganske pæne dage, når først det klarer op.

Og så ser det ud til, at temperaturerne bliver ved med at stige frem mod weekenden, hvor vi kan forvente 18 til 20 grader i det midt- og vestjyske. 

.