Ved du noget? Politi efterlyser sælger af Armani-jakke til ”helt vild lav pris”

Manden har været på spil flere steder i Midt- og Vestjylland.

Politiet vil meget gerne i kontakt med manden (arkivfoto).
Politiet vil meget gerne i kontakt med manden (arkivfoto).
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi vil meget gerne have fat i en italienskudseende mand, der i løbet af weekenden har forsøgt at sælge flere jakker til meget lave priser. 

Det siger Anders Hansen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Han kører rund og tilbyder jakker til en helt vild lav pris, men man må ikke rende rundt på gaden og sælge uden en tilladelse, forklarer Anders Hansen. 

Der er blandt andet tale om luksusjakker af mærket Armani. 

Søndag har manden ifølge ordensmagten været på spil i Silkeborg og Ikast. Lørdag var han ifølge politiet på Mors.

Manden, der bærer et italiensk udseende, er senest set ved Løvbjerg i Ikast klokken 17.21, hvor en borger rettede henvendelse til politiet, da vedkomne var blevet tilbudt jakker til en meget lav pris. 

Været på spil før

Det lykkedes ikke politiet at fange manden i Ikast. Derfor håber man nu, at offentligheden kan hjælpe politiet med at få fat i manden. 

- Vi ser gerne, at man ringer 1-1-4, og fortæller hvor man er. Man må meget gerne blive og observere, så vi kan nå at komme frem. Vi skal nok køre, hvis vi har en ledig patrulje i nærheden, forsikrer Anders Hansen. 

Ifølge vagtchefen har den pågældende mand været på spil i omkring fire år. Det baserer politiet på, at mandens fremgangsmetode er identisk med en kendt taktik. Derudover matcher signalementet ifølge politiet. 

- Han siger typisk, at han er ikke er nået at komme med flyet, forklarer Anders Hansen. 

Det er uvist om de jakker, som manden sælger, er ægte. 

Manden er kørende i en Toyota CHR, der er lejet i Aarhus. 

Politiet kan kontaktes med oplysninger via telefon 1-1-4.