10:32
110-årige Kirsten Schwalbe fra Struer er mandag den 5. august gæst i nyhedsstudiet på TV MIDTVEST.
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Verdensrekord? Danmarks ældste havde debut på direkte tv

Kirsten Schwalbe er 110 år og er lige nu aktuel i TV-programmet "Skål Kirsten! Danmarks ældste". I den anledning inviterede vi hende i studiet hos TV MIDTVEST.

Mandag aften blev der - måske - skrevet verdensrekord. 

Kirsten Schwalbe på 110 år var nemlig på besøg i TV MIDTVESTs nyhedsstudie, hvor hun var med i et længere interview på direkte fjernsyn.

- Det kan godt være, at det her er verdensrekord, Kirsten, sagde journalist Frederik Helms, som var ved hendes side, da de tog plads i studiet.

- Det er nok i hvert fald danmarksrekord, konkluderede Kirsten selv.

Lige nu er der premiere på TV-programmet med titlen "Skål Kirsten! Danmarks ældste". Her inviterer Kirsten os alle med ind i sit liv og mandag aften blev hun så inviteret på besøg i nyhedsstudiet.

Selvom Kirsten altså er blevet interviewet adskillige gange, så havde nerverne alligevel sneget sig ind på hende, inden hun skulle debutere på direkte fjernsyn.

- Havde jeg vidst, at jeg blev så nervøs, så havde jeg sagt nej, lød det fra hovedpersonen selv.

Men efter 10 minutters interview var det hele godt overstået.

- Hun synes selv, at det var gået fint og hun var godt tilfreds. Så hun var klar til at komme på besøg igen, fortæller Flemming Christensen, der er journalist på TV MIDTVEST. 

Nyhedsvært Niels Viggo Bentsen interviewede Kirsten Schwalbe, der havde journalist Frederik Helms med ved sin side. Det er Frederik Helms, der står bag det nye TV-program.
Nyhedsvært Niels Viggo Bentsen interviewede Kirsten Schwalbe, der havde journalist Frederik Helms med ved sin side. Det er Frederik Helms, der står bag det nye TV-program.
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

På gensyn om fem år

Han tog imod Kirsten, da hun ankom til til sit live-interview. En oplevelse og et møde, der har sat sig i ham. I mere end 30 år har han arbejdet som journalist og har selvsagt oplevet lidt af hvert. Ikke desto mindre kalder han det sin største oplevelse at møde Kirsten her på TV MIDTVEST.

- Hun er så inspirerende og det har været en ære at møde hende. Sådan som vi har oplevet hende på TV, er hun også i virkeligheden, siger han.

Og noget tyder på, at Kirsten har fået smag for direkte fjernsyn. Der er allerede sat et nyt kryds i kalenderen.

- Vi har en aftale, når hun bliver 115 år, fortæller Flemming Christensen.

Indtil da kan du se TV-programmet med Kirsten her og følge hende på Instagram her. Øverst i artiklen kan du se eller gense Kirstens besøg i nyhedsstudiet.