- Jeg er kæmpe FCM-fan, og det ved de godt rundt i byen.
Sådan lyder det fra Flemming Vangsgaard, der bor i Hurup og til dagligt kører skolebus.
Og hvis man nu ellers blev i tvivl, så afslører bussen, hvem han holder med. Søndag aften sikrede FC Midtjylland sig nemlig klubbens fjerde mesterskab og derfor er hans rullende arbejdsplads omdannet til en lidt mere festlig én af slagsen.
- Jeg kommer til at nyde det hele ugen. Jeg nåede ikke at pynte bussen op inden turen i morges, fordi jeg var på stadion i går, men jeg nåede det i formiddags.
Derfor kan skoleelever i den sydlige del af Thy glæde sig til, at den røde løber bliver rullet ud i eftermiddag og de kan stige ombord på en sort/rød-bus.
Det er dog ikke kun, når det går FC Midtjylland godt, at bussen bliver pyntet. Julen bliver også markeret.