2:34
TV MIDTVEST besøgte strikkefestivalen på dens andendag.
Foto: Laura Tang Thomsen, TV MIDTVEST

Garn samler 6000 gæster til uldne dage i Thy

I Hurup er der i weekenden Wool Days - en strikkefestival, der har lokket folk fra både ind- og udland til Thy.

Hvis du bevæger dig rundt i Hurup i Thy denne weekend, så vil du opleve flere mennesker bevæbnet med strikkepinde og hæklenåle end normalt.

- Det er magisk.

Sådan lyder det fra Jette Birk. Sammen med knap 6000 andre garnentusiaster deltager hun i Wool Days Thy. Begivenheden finder sted for allerførste gang i Hurup, hvor der normalt bor omkring 3000 indbyggere.

- Der er godt nok gjort klar til strikkefestival. Bare det at få en parkeringsplads..., griner Kirsten Mogensen, der har taget turen fra Frederiksværk.

Tidligere har begivenheden slået sine masker op på Fanø. Nu har Lotte Littau Kjærgaard overtaget festivalen og strikket det sammen i Thy i stedet.

- Jeg så nogle muligheder i at få lov til at lave noget sammen med et lokalsamfund og nogle frivillige til glæde for garnentusiaster fra hele verden, siger arrangøren.

Gæsterne kommer nemlig både fra Danmark, USA, Holland og Irland.

I byens idrætshaller og på den lokale skole udfolder hele herligheden sig - med workshops, foredrag og masser af stande, der kan handles i.

Nogle aktiviteter er også rykket ud til andre steder i lokalområdet, imens Hurups erhvervsliv og de lokale foreninger også tager del i weekendens begivenhed. Flagene er hejst, der er musik i gaden og det summer af liv.

- Jeg bliver helt rørt, siger Pernille Kappel, der kommer fra Hurup, da vi møder hende i gågaden.

Ved tøjforretningen "Hos Thea" støtter man også op om Wool Days Thy. Der er udvidede åbningstider og gode tilbud - og det har lokket masser af folk ud i byens gader, der er beklædt i solskinsvejr.

- Det er fantastisk. Vi kan næsten ikke få armene ned. Det har været så dejligt, siger indehaver Thea Gravesen.

Kan man leve højt på sådan en weekend i noget tid?

- Det kan jeg love dig for, at vi kan, griner hun.

Allerede nu lover arrangør Lotte Littau Kjærgaard, at der er uldne dage i Thy igen til næste år.

- Det kommer til at ske hvert år. Det er helt sikkert, fortæller hun.