Fjerkræ i blodet: Tre generationer deler særlig hobby

Både Carsten Blohms far, Carsten Blohm, og barnebarnet Aya Rosenkvist Blohm Larsen har været og er en del af Fjerkræklubben i Silkeborg.

Carsten Blohm med en af sine høns af arten Nøgenhals på grund af sin bare hals.
Carsten Blohm med en af sine høns af arten Nøgenhals på grund af sin bare hals.

Det er næsten ikke til at høre menneskerne for galende haner i Lunden i Silkeborg. Men det betyder ikke noget for Carsten Blohm. Han er vant til det.

I 33 år har han været formand for Fjerkræklubben i Silkeborg, som lørdag og søndag har afholdt fjerkræmesse, hvor cirka 30 udstillere har haft knap 300 fjerkræ med. Herunder både høns, dværghøns og duer i forskellige racer.

Men Carsten er ikke den eneste med efternavnet Blohm, som er en del af messen.

Både hustru Dorte og barnebarnet Aya har også høns med på messen, mens Carsten og Dorte Blohm's to døtre også hjælper til.

- Det betyder meget, at vi er samlet, for jeg bruger jo meget tid på det. Det er ikke bare den her udstilling, fortæller Carsten Blohm.

Der kan nemlig hurtigt gå flere timer med at passe høns, tage til forskellige udstillinger og være dommer til udstillinger, som Carsten Blohm også gør sig i.

Han har selv ni dværghøns af racen Nøgenhals med på messen for at udstille, men også for at få sine høns bedømt af dommere, som kan fortælle, hvilke fejl eller gode træk, som de har, og som opdrætterne herefter kan avle videre udfra.

Han er en af ganske få fjerkræopdrættere, som har arten Nøgenhals. En art, man både kan bruge til udstilling og til at få æg.

Størstedelen af familien Blohm er samlet, når Fjerkræklubben afholder fjerkræmesse i Silkeborg.
Størstedelen af familien Blohm er samlet, når Fjerkræklubben afholder fjerkræmesse i Silkeborg.



Det ligger i blodet

Det kommer ikke fra fremmede, at Carsten Blohm er blevet vild med høns. Han satte første gang sine ben i et hønsehus, før han kunne gå, mens hans far var en del af Danmarks Fjerkræsforening i 70 år, indtil han døde i 2016. I den periode var han blandt andet også formand for Fjerkræklubben i Silkeborg i 25 år.

- Det ligger lidt i blodet, at vi skal være her, lyder det fra Carsten Blohm, der fortæller, at hans bror også har avlet fjerkræ.

- Nogle samler frimærker, andre samler høns. Det er ligesom folk, der opdrætter hunde, her arbejder vi bare med fjerkræ.

Det betyder dog ikke, at Carsten Blohm har navngivet alle sine høns.

Inden Dorte Blohm blev gift med Carsten Blohm, lå det ikke i kortene, at hun også skulle opdrætte høns. Men som Carsten Blohm siger med et smil:

- Hun blev jo tvunget ind i det, da vi blev gift.

Rent faktisk valgte Dorte Blohm det selv, efter hun havde været med Carsten Blohm til en udstilling. Her fandt hun en race, som hun ønskede at få. Og så var meldingen fra Carsten Blohm klar - du skal være med i Danmarks Fjerkræsforening, så vi kan udstille dem.

Det er nu 25 år siden, og Dorte Blohm har fortsat også høns med på messen.

I foråret 2024 kom endnu en Blohm til, da barnebarnet, 17-årige Aya Rosenkvist Blohm Larsen, ringede til morfar Carsten og fortalte, at hun nu var klar til at få sine egne fjerkræ, og de skulle udstilles.

- Jeg blev jo født ind i det, så det har altid været lidt min interesse, men det var først for et år siden, det rigtigt ramte mig, fortæller hun, til stor glæde for morfar Carsten Blohm, der nyder det, når den yngre generation også begynder at vise sin interesse for fjerkræ.

Udover familie Blohm har der været udstillere fra flere dele af Jylland, for at udstille deres fjerkræ. De største på omkring fem kilo, mens de mindste vejer omkring 500 gram.