Da dagplejer blev dømt for dødsvold mod etårig pige, ødelagde det to familier

I begyndelsen sov Flemming Johansen aldrig i soveværelset.

Han kunne ikke lide at lægge sig ind i dobbeltsengen, fordi hans kone, Ellen-Marie Linneberg Johansen, ikke var der. Så når han endelig skulle sove, gik han ind i et af husets andre værelser.

Sådan var det i en lang periode, efter to politibetjente en sommerdag i 2021 dukkede op på adressen i den midtjyske landsby Ilskov og anholdt hende.

Ellen-Marie Linneberg Johansen blev sigtet og senere tiltalt og dømt syv års fængsel for grov vold med døden til følge mod en etårig pige, der var i gæstedagpleje hos hende i november 2019.

En tragisk sag, der fik national bevågenhed.

Imens skulle Flemming Johansen finde ud af, hvordan man får en tilværelse til at hænge sammen, når man fra den ene dag til den anden er alene, og når ens “soulmate”, som han kalder sin kone igennem 35 år, får en lang fængselsdom i en voldsom sag.

Det fortæller han om i TV 2-programmet ‘Kernen - Min kone er dømt for dødsvold’.

- Lort for os, men langt, langt værre for dem

Det her er ikke historien om, hvem det er mest synd for. Det er det for den familie, der mistede den etårige pige, og det er der ingen tvivl om, mener Flemming Johansen.

- Det er noget lort for os, men det har været langt, langt værre for dem, som han siger.

Det her er i stedet historien om en overset gruppe i sager om alvorlig kriminalitet. De pårørende. For et sted på sidelinjen mellem ofrene og de dømte står familier og venner, hvis liv bliver vendt på hovedet.

Tina Bruun er psykolog og har arbejdet i flere fængsler. I dag har hun specialiseret sig i arbejdet med pårørende til indsatte, og hun forstår godt, hvis nogen ikke har ondt af partneren til en dømt person.

- Jeg er enig i, at man altid skal have omsorg for ofrene, fordi det er dem, der er de forulempede og krænkede. Men det er ikke enten eller. Der er problematikker hele vejen rundt, siger Tina Bruun.

Pårørende til indsatte er typisk i en stor krise, når de kommer til hende. Angst, afmagt og fortvivlelse fylder hos dem, og de har svært ved at forholde sig til, hvilke konsekvenser det får for relationen til den dømte, til omverdenen og for økonomien.

Præcis sådan har Flemming Johansen haft det.

Under hele forløbet har han ikke fået noget rådgivning om at være pårørende til en fængslet. Hverken det lavpraktiske eller det følelsesmæssige har han talt med nogen om.

- Der mangler en manual, siger Flemming Johansen.

Det er Elisabeth Toft Rasmussen enig i. Hun er sekretariatsleder i foreningen Savn, der hjælper pårørende til indsatte.

Blandt mange forhold, der kunne forbedres på området er helt grundlæggende mere og bedre information om, hvad der kommer til at ske, og hvor man kan få hjælp, mener hun.

Om i rygsækken

Det første halvandet år, efter pigen døde, mente politiet ikke, at Ellen-Marie Linneberg Johansen havde noget med sagen at gøre. Men det ændrede sig i sommeren 2021, da politiet anholdt hende.

Året efter sad hun i byretten, som fandt det bevist, at hun havde tildelt pigen “i hvert fald to slag enten ved slag med en stump genstand eller ved anslag mod fast overflade,” som retsformanden læste op ved retten i Herning.

Ellen-Marie Linneberg Johansen havde nægtet sig skyldig og ankede også dommen på stedet. Men landsretten stadfæstede den, og dermed har hun stadig fire år tilbage af sin straf, og Flemming Johansen har fire år tilbage, før hans tilværelse sådan rigtigt kan gå i gang igen.

De taler dagligt i telefon sammen, og Ellen-Marie Linneberg Johansen må ringe så ofte hun vil, så længe fængselsgangens fællestelefon er ledig. Hver tredje uge er hun også på uledsaget udgang en hel weekend, men det er stadig ikke det samme.

Selvom man har været sammen i 35 år, er syv års fængsel noget, der udfordrer et parforhold.

- Jeg har det sværest, når hun har det sværest. Hendes frustrationer kommer ud til mig, og hvis ikke jeg har et sted at komme af med dem, gemmer jeg dem jo i rygsækken, siger Flemming Johansen.

- Og det er en gang imellem svært at komme af med dem.

Palle alene i verden

Ingen kender antallet af pårørende til indsatte, men Kriminalforsorgen registrerede sidste år 73.161 gennemførte besøg i de danske fængsler.

Det var partnere, børn, forældre eller andre nære relationer, som i et nøje bestemt tidsrum kunne aflægge deres fængslede familiemedlem et visit.

Mange af dem går med deres problemer selv, vurderer foreningen Savn.

Sekretariatsleder Elisabeth Toft Rasmussen fortæller, at det er så tabuiseret og skamfuldt at være tæt på en i fængsel, at den her gruppe sjældent stiller sig frem, og derfor er der heller ingen, som skænker dem en tanke.

- Hvis du har en krise i dit liv, en skilsmisse, en kræftsygdom eller andre voldsomme ting, søger man hjælp og spørger dem, der er omkring en, fordi det ikke er skamfuldt. Så kan man trække på andres erfaring, siger Elisabeth Toft Rasmussen.

- Men pårørende til indsatte er nærmest Palle alene i verden. De spørger ikke nogen, og de tør ikke henvende sig.

Noget af skamfuldheden og tabuiseringen har at gøre med, at den fængsledes handlinger smitter af på de pårørende. Og særligt er det, når man som Flemming Johansen holder fast i sit forhold med sin kone, fortæller Tina Bruun.

- Ved at blive i en relation efter at ens partner er dømt, kan man godt føle, at man nærmest skal stå på mål for den dom. At man skal forklare og retfærdiggøre den, siger hun.

Spørger man Flemming Johansen, om det har betydet noget for hans syn på hende, at hun er dømt for grov vold med døden til følge, svarer han i dag:

- Nej. Slet ikke. Men jeg er med på, at hun er dømt for det.

En fase

Det krævede dog nogle dybe indåndinger, før han bevægede sig ud blandt Ilskovs omkring 1250 indbyggere i begyndelsen. Hvad tænkte naboen? Og hvad med dem, han mødte nede i Brugsen?

Som Flemming Johansen udtrykker det, kender alle hinanden i Ilskov, og “kendte de os ikke før, så gør de det i hvert fald nu”.

Mange har spurgt ham, hvorfor de ikke bare flytter. Det har han aldrig overvejet, det er ikke en mulighed, siger han. Men måske bliver de tvunget væk.

For når man taber en retssag, følger der en regning med. Den lyder på 700.000 kroner, og hvis den ikke bliver betalt rimelig hurtigt, kan den med renter løbe op på mere end en million kroner.

Og derfor skal huset, som de har boet i i over 30 år, nok sælges på et tidspunkt, erkender Flemming Johansen.

- Det har jeg det skidt med, som han siger.

Men han forsøger at se frem ad. Han betragter tiden frem til Ellen-Marie Linneberg Johansens løsladelse som om, livet er sat på hold. En fase, de skal igennem.

Da hun havde fået sin dom i 2021, samlede han familien uden for retten i Herning. Han fortalte, at hun var ved relativt godt mod, og at det hele nok skulle gå. For hvad skulle han ellers sige?

- Det skulle jo nok gå. Det skal gå. Det kan ikke være anderledes.