Marcus er forsvundet på fjerde døgn - især én ting gør eftersøgningen svær
Den 18-årige Marcus fra Horsens er sidst set onsdag ved Regionshospitalet Gødstrup i Herning. Lørdag fortsætter eftersøgningen i Horsens.
Den ene ting, teenagere nærmest altid har på sig, nemlig mobiltelefonen, gør det normalt let for politiet at lokalisere dem. Den 18-årige Marcus fra Horsens, som har været forsvundet siden onsdag, har dog vist sig umulig for politiet at finde frem til af især én årsag.
- Han har ikke sin telefon med, så vi har ingen mulighed for at spore ham, oplyser Jan Nørrum, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Vagtchefen oplyser, at det derfor ikke har været muligt at eftersøge Marcus med hundepatruljer og helikopter, fordi man simpelthen ikke ved, hvor man skal søge.
- Vi har eftersøgt ham på X og venter på, at nogen ringer og giver os oplysninger, der kan føre os frem til ham, siger han.
Midt- og Vestjyllands Politi skriver på X, at han kan befinde sig i stort geografisk område for eksempel i Herning eller på Horsens-egnen.
Ny eftersøgning lørdag i Horsens
Fredag afsøgte organisationen Missing People et større område på Herning-egnen - uden held.
Lørdag formiddag kl. 10.30 fortsætter eftersøgningen i Horsens.
Det foregår fra Scandic Hotel på Egebjergvej 1.
Marcus er 170 centimeter høj. Han har sort, kort kruset hår og mørkt tøj på, sort jakke og sorte sko.
Han medbringer en sort endagsrygsæk.