Kort nyt

26. apr 2024 kl. 17:40

Lækkede dokumenter afslører: Partier er enige om at hæve abortgrænse

Et flertal i Folketinget er enige om at hæve abortgrænsen fra 12. til 18. graviditetsuge.

Det viser et udkast til en aftale, som TV 2 har set.

Det er regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, som er nået til enighed om denne del.

De nuværende abortregler er over 50 år gamle og er ikke fulgt med tiden og udviklingen i samfundet, lyder begrundelsen i de lækkede papirer.

Med den nye abortgrænse lægger partierne sig op ad anbefalingerne fra Etisk Råd.

I aftaleudkastet uddybes det, at den nuværende abortgrænse på 12 uger ikke længere kan begrundes rent sundhedsfagligt. Det betyder, at den "reelt begrænser kvindernes frie og informerede reproduktive valg", står der.

Ligeledes er regeringen, de røde partier og Liberal Alliance blevet enige om, at 15 til 17-årige også skal kunne få foretaget en abort uden samtykke fra deres forældre eller værge eller tilladelse fra et abortsamråd.

3 minutter siden

Partier vil mindske kvælstof i Limfjorden med akutpakke

Regeringen og en række partier har afsat 71 millioner kroner til en "akutpakke", der skal nedbringe mængden af kvælstof i Limfjorden og Vejle Fjord og forbedre vandmiljøet.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen er indgået af regeringen og aftalepartierne bag Finansloven for 2024, som er alle partier undtagen Enhedslisten.

En del af de 71 millioner kroner skal ved Limfjorden bruges til at opkøbe dambrug, som er anlæg, der opdrætter fisk. Det skal genskabe vandløb og sammenbinde vådområder, lyder det i pressemeddelelsen.

Kl. 11.57

42-årig vil erkende drab, siger politi

En 42-årig mand fra Holstebro vil forventligt erkende, at han i oktober 2023 slog en kvinde ihjel på Lemvigvej i Holstebro.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden har siddet varetægtfængslet siden efteråret.

Anklagemyndigheden forventer at kunne gennemføre sagen som en tilståelsessag og har anmodet om et retsmøde i sagen. 

Retsmødet vil finde sted den 22. maj 2024 ved Retten i Holstebro.

Kl. 11.22

Nu er redningsbåd på vej tilbage efter to måneders fravær

Emile Robin fra Redningsstation Hvide Sande.
Emile Robin fra Redningsstation Hvide Sande.
Foto: Claus Olischer

Redningsbåden Emile Robin er nu på vej tilbage til sit hjem i Hvide Sande.

Det oplyser Hvide Sande Redningsstation i et opslag på Facebook.

Havnebyen har været uden redningsbåd i to måneder, da Emile Robin har været til eftersyn i Aalborg.

I den mellemliggende periode har redningsbåde fra andre stationer bidraget med hjælp, mens en lille hurtiggående båd fra Hvide Sande Redningsstation også har været til rådighed.

Emile Robin anløber efter planen Hvide Sande Havn onsdag aften.

Kl. 10.53

Virksomhed får millionbøde

En ejendoms- og entreprenørvirksomhed i Viborg er blevet idømt en bøde på 2,8 millioner kroner for manglende skatte- og momsbetalinger.

Det har Retten i Viborg afgjort, oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på X.

Det drejer sig om virksomheden Bach Gruppen Ejendomme A/S, oplyser Frederik Nielsen, der er anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.

Kl. 10.47

Silkeborg-rytter og hold går hver til sit

Cykelrytteren Emma Norsgaard fra Silkeborg har fået sit store gennembrud på det spanske hold Movistar.

Men når 2024 bliver til 2025, skal hun finde et nyt hold at udfolde sit talent på.

Parterne går hver til sit, oplyser Movistar til cykelmediet GlobalCyclingNetwork.

Det skriver redaktøren for mediet, Daniel Benson, på platformen X.

Som en del af Movistar-holdet har hun vundet adskillige løb. Mest bemærkelsesværdige var etapesejrene i kvindernes Giro d'Italia i 2021 og Tour de France i 2023.

I alt er det blevet til 11 sejre siden skiftet.

Kl. 10.42

Fabrik må indstille produktionen efter mindre brand

En mindre brand har onsdag betyde, at produktionen hos træpladefabrikken Hem Group ved Skive er instillet.

Det oplyser indsatsleder fra Nordvestjyllands Brandvæsen i Skive Jan Christensen.

Omkring klokken 11 kontaktede fabrikken brandvæsnet via 112, da der var gået ild i udsugningen på fabrikken.

Branden er begrænset til nogle rør i produktionsområdet. De rør er nu adskilt.

- Vi forventer, at man kan starte produktionen op igen senere i dag eller fredag, forklarer indsatslederen.

Ventilationsfirmaet er nu på vej for at gennemtjekke anlægget.

Kl. 10.34

Tjek køreplanen, lyder opfordring

Folk, der rejser med Midttrafik rådes til at tjekke køreplanen, hvis de skal med bussen fredag.

Det skriver trafikselskabet på Facebook.

- Flere steder køres nemlig efter lørdagskøreplan eller særlig feriekøreplan, lyder det i opslaget.

Kl. 10.20

Vindmølletransport smadrede bro: Risikerer at koste mange millioner

En vindmølletransport kørte natten til 14. februar forkert og bragede ind i en bro nær Thisted.

Siden sammenstødet har der været et stort hul i broen, som betyder, at den ene vejbane bliver nødt til at være lukket.

Men nu nærmer man sig et bud på, hvad der skal ske med broen på Thorstedvej, der fører over Oddesundvej ved Thisted. Det fortæller Vejdirektoratet nu. 

Så sent som fredag 3. maj havde Vejdirektoratet første rådgivningsmøde med det ingeniørfirmaet Systra, der skal sørge for, broen bliver lavet.

- Generelt, hvis man skal bygge en ny bro og fjerne den gamle, vil det måske koste omkring 20 millioner kroner, men det koster en reparation slet ikke, siger Per Thorsager, der er bygværksansvarlig for broer hos Vejdirektoratet.

Rådgiveren Systra skal komme med et bud på, om broen skal repareres, eller det bliver nødvendigt helt at udskifte den. Afhængig af løsningen kan det været, at broen er helt klar om et par måneder eller næste år.

Kl. 09.55

Knallertkontrol ved lokal skole gav stor fangst

En knallertkontrol på Tarm Skole viste sig at føre til en hel stribe af bødestraffe.

Det oplyser Martin Bjerg, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Ringkøbing.

Politiet fandt ni knallerter, hvor der blev konstateret syv fejl og mangler, og fem af knallerterne var konstruktivt ændret med henblik på hastighedsforøgelse, populært kaldet "tunet".

Kl. 09.25

Det vælter ud med læger som aldrig før

Der mangler almen praktiserende læger flere steder i landsdelen, men nu er bedre tider måske på vej. Året 2024 er nemlig året, hvor der bliver uddannet flere læger med speciale i almen medicin end nogensinde før.

- Det er jo en positiv ting, fordi vi har haft lægemangel i rigtig mange år, fortæller Thomas Benfeldt Purup, der er formand for Forum for Yngre Almen Medicinere.

Det er en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation, som viser, at den første store årgang af speciallæger i almen medicin bliver udklækket i år. 

Det er resultatet af, at skiftende regeringer siden 2018 har haft fokus på at uddanne flere almenmedicinere.

Kl. 09.17

Kvinde bliver sigtet efter uheld midt i morgentrafikken

Onsdag morgen fortalte TV MIDTVEST om en trafikulykke syd for Lemvig, der spærrede det ene spor på Ringkøbingvej.

Nu giver Jeppe Holgersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, yderligere oplysninger om ulykken.

- Den ene bil kom kørende fra Fabjergkirkevej ud på Ringkøbing. Da den drejede ud på Ringkøbingvej kørte den ud foran en bil, der kørte på Ringkøbingvej i nordlig retning mod Lemvig, siger han.

Politiet blev tilkaldt klokken 07.18, og de konstaterede, at føreren af den bil, der kom kørende fra Fabjergkirkevej, ikke overholdt sin vigepligt.

Det vil kvinden, der i øvrigt er 29 år og fra Lemvigområdet, blive sigtet for, og politiet forventer, at hun vil få en betinget frakendelse af sit kørekort.

Chaufføren i den anden bil var en 37-årig kvinde, der også er fra Lemvigområdet.

Den ene vejbane var spærret i knap en time. Det var muligt langsomt at passere i det andet spor, men morgentrafikken var påvirket, oplyser vagtchefen.

Kvinderne kom ikke til skade ved ulykken.

Kl. 09.01

Nu ved politiet, hvorfor lastbil endte med at spærre hel vej

Mandag aften spærrede en lastbil rute 189 syd for Vinderup, fordi den holdt på tværs af vejen.

Nu har Torben Ladefoged, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro, uddybende oplysninger om lastbilen.

- Chaufføren mistede herredømmet over lastbilen, der kom i slænger og endte med at spærre hele vejen, siger han.

Politiet har ikke mistanke om, at chaufføren, der er en 23-årig mand, var påvirket.

- Det kan jo ske, at man kommer i slænger med de der store køretøjer, siger Torben Ladefoged.

Der gik hul på lastbilens dielseltank i forbindelse med ulykken. Der gav et mindre læk, der dog hurtigt kom styr på igen. 

- Vi skal nok lige have undersøgt, om lastbilen er i lovlig og forsvarlig stand, men ellers sker der ikke umiddelbart mere, siger Torben Ladefoged.

Der skete ingen personskade, oplyser politikommisæren.

- Men chaufføren er selvfølgelig chokeret, siger han.

Omkring klokken 21 mandag blev lastbilen fjernet ved hjælp af en kranvogn, og dermed blev vejen farbar igen.

Kl. 08.41

Skive-virksomheder klarede sig langt bedre end gennemsnittet i kontrol

I forbindelse med en kontrol mod social dumping har Skattestyrelsen kontrolleret fem virksomheder i Skive.

Kun én af de fem virksomheder kan se frem til yderligere kontrol, lyder det i en pressemeddelelse.

Kontrollen blev udført 2. maj, og på landsplan er i alt 65 virksomheder blevet besøgt.

I Skive talte styrelsen med ti medarbejdere, hvor de ni var udenlandske.

- I Skive fandt vi kun indikationer på social dumping i én virksomhed, som vi nu skal have set nærmere på. Det er langt mindre end gennemsnittet fra alle kontroller i sidste uge, hvor vi skal følge op på over halvdelen, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Kl. 08.10

Ny attraktion indvies i dag

320 børn fra Spjald Skole skal i dag indvie en ny attraktion i WOW Park i Skjern.

Edderkoppen hedder navnet på attraktionen, der er Skandinaviens største frit fald-rutsjebane.

Her går man først går på 110 meter lange netbroer i 20 meters højde inden man suser ned ad en rutsjebane, der byder på frit fald og er 60 meter lang.

- Det er suverænt den største investering siden vi åbnede parken i 2013, siger direktør Jacob Hindhede.

Edderkoppen har officiel åbning i morgen Kristi himmelfartsdag. 

Kl. 08.10

Politiet melder ud om hajstraf

Det er naturbeskyttelsesloven, en 42-årig mand fra lokalområdet overtrådte, da han placerede en haj på cykelstien i Rindum ved Ringkøbing i sidste uge.

Det oplyser Martin Bjerg, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Ringkøbing. 

Det er paragraf 28, manden har overtrådt. Paragraffen lyder: 

På fremmed ejendom må der ikke uden ejerens tilladelse henkastes eller anbringes affald eller lignende.

- Det er en bøde på 3000 kroner, der normalt gives ved den overtrædelse, siger han og fortsætter.

- Derfor formoder jeg også, det er det, den vil lyde på her.

Det var om morgenen fredag 2. maj, hajen gav de forbipasserende et noget mærkværdigt syn. 

Siden har den vakt meget omtale og mystik, og først i går tirsdag, fandt politiet frem til, hvem der havde lagt hajen på stien.

Kl. 07.36

DBU godkender nyt FCM-hold

Dansk Boldspil-Union (DBU) har officielt godkendt, at FC Midtjylland kan lancere et kvindehold med start fra 1. juli 2024.

Målet er, at holdet kommer til at spille i den bedste række fra sommeren 2025. Det oplyser FCM på sin hjemmeside.

Preben Rokkjær, der er marketing- og supportdirektør i FCM, ser frem til at få projektet på skinner.

- Hele vores fundament hviler på at være et samlingspunkt for vores region, og vi ved, at stærke fællesskaber har en helt særlig værdi.

- Derfor har det længe været vores ønske, at pigerne samt kvinderne også fik mulighed for at dyrke fodbolden i et professionelt setup og med rollemodeller, de kan spejle sig i.

Kl. 07.17

Alle nye forældre skal fremover spørges til partnervold

Når et par står overfor familieforøgelse, kan partnervold enten opstå eller eskalere.

Det vil Sundhedsstyrelsen (SST) og Styrelsen for Rekruttering og Integration (Siri) forebygge med et fagligt grundlag under navnet "Vold i nære relationer".

Det skriver SST i en pressemeddelelse.

Det faglige grundlag skal gøre det nemmere for sundhedsplejersker, jordemødre og praktiserende læger at genkende og opspore volden.

Kl. 06.51

Politi deler billeder af formodet flugtbilist

Billederne er taget kort tid inden påkørslen.
Billederne er taget kort tid inden påkørslen.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Midt- og Vestjyllands Politi deler nu billeder en bil, der menes at have været involveret i en påkørsel af en ladcykel 30. april.

Efterlysningen er lagt på politiets hjemmeside.

Politikommissær fra lokalpolitiet i Holstebro Torben Ladefoged har tidligere betegnet det som "groft", at en bilist kørte ind ladcykelen med en 31-årig mor og hendes toårige søn og efterfølgende stak af.

Påkørslen skete klokken 16.22 i rundkørslen mellem Enghavevej, Lægårdsvej og Stationsvej i Holstebro.

- Det er groft. Vi har videoovervågning og forklaringer, der underbygger, at bilisten ikke kan have været i tvivl om, hvorvidt der skete noget, har politikommissæren tidligere sagt.

Flugtbilisten kørte fra stedet ad Enghavevej i sydlig retning og videre i retning ad Nygade, hvor billederne stammer fra.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Kl. 06.24

Solskinsonsdag med op til 18 grader

Onsdagen er begyndt koldt og nogle steder med morgentåge.

I løbet af formiddagen vil termometrene generelt komme op mellem 10 og 15 grader, køligst under skyer og nær kyster med pålandsvind. På øerne vil det holde helt tørt, men i Jylland kan der måske falde en lille smule regn.

I eftermiddag kan alle i perioder opleve sol, ret svag vind og temperaturer op mellem 13 og 18 grader.

Langt de fleste vil få tørvejr hele dagen, men enkelte lette eftermiddagsbyger kan ikke udelukkes.

Aftenen byder på tørvejr med ret klart vejr, og man kan nyde solnedgangen på Bornholm cirka 20.50 og en halv time senere i Vestjylland.

Kl. 05.58

Færdselsuheld spærrer landevejsspor

Der er sket et færdselsuheld i krydset mellem Fabjergkirkevej og Ringkøbingvej ved den lille by Rom syd for Lemvig. 

I den forbindelse er Ringkøbingvej spærret i sydgående retning.

Det oplyser Birgitte Buskov, der er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen.

- Vi spærrer lige af, mens ambulancen er her, siger hun og uddyber, at det er to personbiler, der er stødt sammen, og at alle personer er kommet ud af bilerne.

Ud over brandvæsnet er politiet og en ambulance til stede, oplyser indsatslederen.