Først og fremmest skal Trine Jepsen mene noget politisk
Trine Jepsen er torsdag aften blevet valgt som Venstres nye folketingskandidat i Herning. For den politiske debutant handler det om nu at få fortalt omverdenen, at hun er andet og mere end hende, der engang var med i en popgruppe.
I 2001 blev Trine Jepsen og EyeQ landskendt. Popgruppens første album, ’Let It Spin’, blev en stor succes. Debutsinglen ’I Want What She's Got’ toppede hitlisterne og blev solgt i mere end 30.000 eksemplarer.
Siden er der løbet meget vand i åen. I det hele taget. Og også for Trine Jepsen. 23 år er lang tid.
Ikke desto mindre er det sangkarrieren og rollen som ’popstar’ i tv-serien af samme navn, der hænger ved. Det er den, der bliver fremhævet. Også på denne sidste dag i februar, hvor Trine Jepsen er blevet valgt som Venstres nye folketingskandidat i Herning. Det er hendes tidligere metier, som sanger i et ’girlband’, der har trukket overskrifter. At hun har og har haft en erhvervskarriere har også fyldt - men mindre, end det andet.
For Trine Jepsen handler det om nu at få fortalt omverdenen, at hun er andet end hende, der engang var med i en popgruppe. I erhvervslivet ved de det godt. Hun har været direktør for både Fonden Nørre Vosborg og Schackenborgfonden. Det skal hun råbe op om.
Men først og fremmest skal hun mene noget politisk. For Trine Jepsen er det afgørende, lynhurtigt at få vist, at hun har evnen til og en oprigtig interesse i at blive valgt til Folketinget. Også fordi forventningerne i Venstre er store.
I Herning hungrer de efter igen at få et lokalt Venstre-folketingsmedlem. Man ser sig selv, som en Venstre-højborg, hvor det synes unaturligt ikke være repræsenteret i Venstres folketingsgruppe. Man savner en direkte forbindelseslinje fra borgmesterkontoret til Christiansborg. I mere end 20 år var Kristian Jensen Hernings mand på Borgen. Han var Venstres næstformand og minister i flere omgange. Ved valget i 2022 forsøgte Kenneth Mikkelsen sig uden held. Som nyvalgt folketingskandidat peger pilen nu på Trine Jepsen. Det er hende venstrevælgerne i Herning sætter deres lid til.
Nøjagtig, som også andre venstrefolk i Vestjylland gør.
Der var engang for ikke så længe siden, hvor der i den vestjyske storkreds var valgt fem Venstre-politikere til Folketinget. Udover Kristian Jensen var der Inger Støjberg, Thomas Danielsen, Kristian Pihl Lorentzen og Carsten Kissmeyer.
I dag kan Venstre i Vestjylland tælle til bare tre folketingsmedlemmer, nemlig Søren Gade, Thomas Danielsen og Mads Fuglede.
Overvejelserne i Venstre går på, om Trine Jepsen kan ændre på tingenes tilstand. Eller som minimum være med til at opretholde status quo. Sørge for, at partiet i Vestjylland ikke går yderligere tilbage. Holdningen er, at får hun lært det politiske håndværk og bliver dus med, hvad det vil sige at være kandidat, så kan hun gøre en forskel. Fornemmelsen i Venstre er, at hun kan blive det friske pust, som kan få flere til kigge partiets vej. Også, fordi hun, i modsætning til det øvrige felt, er kvinde.
Og hvis ikke fremgangen kommer? Hvis ikke tre folketingsmedlemmer i Vestjylland bliver til fire, hvad så? Hvem kan være sikre på at blive valgt? Og hvem er i fare?
Til det er der at sige, at der formentlig er lang tid til næste folketingsvalg – at ingen til den tid kender den nøjagtige politiske virkelighed. Er Venstre stadig i regering? Er Thomas Danielsen fortsat transportminister? Mange faktorer afgør, hvordan Venstre-kandidaternes form reelt er.
Et bud er, at Søren Gade, hvis han søger genvalg i Holstebro-kredsen, helt sikkert vil blive valgt. Det samme vil formentlig Thomas Danielsen, fordi han nu har ministererfaring og traditionelt har været god til både at hente stemmer i Struer-Lemvig-kredsen, hvor han er opstillet, og i Holstebro, hvor han bor. For Mads Fuglede i Ringkøbing-kredsen kan der opstå en situation, hvor han skal kridte skoene.
Hvad angår Trine Jepsen, er vurderingen, at hendes ambition om at blive folketingsmedlem godt kan lykkes. Men også, at det at være forhenværende ’popstar’ langt fra er nok. I begyndelsen vil det give opmærksomhed, men ikke i længden.
For Venstres nye kandidat i Herning må jobbeskrivelsen være politiske holdninger og substans. Og hellere i dag, end i morgen.