Få overblikket: Sådan gik morgenen på de glatte veje i Midt- og Vestjylland
Et uheld fra morgenstunden har udfordret trafikken på Holstebromotorvejen. Vi har fulgt trafikken tæt i morgentimerne på en dag med fedtede veje
Hele morgenen har vi liveblogget fra de glatte veje. Livebloggen opdateres ikke mere, men du kan få hele overblikket herunder.
Vi lukker ned
Med de ord fra vagtchefen lukker vi livebloggen for nu.
Tak, fordi I læste med. Kør fortsat forsigtigt.
Vagtchefen giver nyt
Vagtchef Jeppe Holgersen ved Midt- og Vestjyllands Politi er overrasket over antallet uheld fra morgenstunden.
- Vi har haft ganske få færdselsuheld. Et på Holstebromotorvejen og et med to biler, der er stødt sammen, siger han og tilføjer, at sidstnævnte ikke var dramatisk, men dog var grundet glat føre.
Der er ryddet op
Uheldet på Holstebro-motorvejen er ryddet op. Det fremgår af vejdirektoratets trafikkort.
Nu er der nyt fra uheldet
Første melding om uheldet på Holstebromotorvejen i morges lød på en person, der var kommet lettere til skade.
Nu er der nyt om personen, der kørte galt.
- Det er en kvinde, der i forbindelse med en overhaling rammer autoværnet. Hun er blevet sendt til tjek, men vi forventer ikke, at det er noget alvorligt, fortæller Knud Lauridsen hos lokalpolitiet i Holstebro.
Stadig spærret
Højre spor på Holstebromotorvejen i retning mod Herning mellem afkørsel 21 og 22 er stadig spærret. Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort. Vær opmærksom.
Fortsat fedtet
Temperaturen i Holstebro ligger på lige over frysepunktet, men sneen er der stadig.
Det betyder også fortsat fedtede forhold på vejene.
Risiko for glatte veje i hele landsdelen
På DMI's radarkort kan man se, at hele landsdelen og næsten hele Jylland er i risiko for glatte veje.
Ikke helt ryddet endnu
Det fremgik af Vejdirektoratets trafikkort, at uheldet på Holstebromotorvejen skulle være overstået 07:15.
Nu 15 minutter senere er uheldet stadig markeret på kortet.
Sjap i Herning
Så er vores reporterhold kommet til Herning, hvor der tydeligvis er sjap på vejene.
Fedtet ved Struer
Ved Struer bevæger trafikken sig stille og roligt. Det forklarer journalist Lars Bang Berthelsen, der bevæger sig på strækningen fra Thy til Holstebro.
- Der er fedtet på vejene, men folk kører efter forholdene, fortæller han.