Magtkamp i kaosramt virksomhed: Nu er fremtiden på plads

Biogaskoncernen BioCirc "ser fremad" efter magtkamp, der har udspillet sig i fuld offentlighed.

Bertel Maigaard fortsætter i spidsen for biogaskoncernen BioCirc. Det står klar efter en ekstraordinær generalforsamling.
Bertel Maigaard fortsætter i spidsen for biogaskoncernen BioCirc. Det står klar efter en ekstraordinær generalforsamling.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

BioCirc skal alligevel ikke have ny direktør.

Det står klart efter en ekstraordinær generalforsamling i biogaskoncernen. Her blev det besluttet, at Bertel Maigaard fortsætter i spidsen for biogaskoncernen.

Det skriver BioCirc i en pressemeddelelse, hvor den præsenterer den nye bestyrelse.

Generalforsamlingen "forløb stille og roligt", skriver koncernen i meddelelsen.

- Der var fremmødt en stor del af BioCircs kapitalejere, og der var positiv opbakning til både ledelse og strategi, hvorfor Bertel Maigaard fortsætter som CEO.

- BioCirc glæder sig herfra til at kigge fremad, lyder det i meddelelsen.

Udmeldingen kommer efter interne stridigheder og en magtkamp, der har udspillet sig i fuld offentlighed siden nytår.

Magtkampen har udspillet sig mellem direktionen, bestyrelsen og ejerne.

På den ene side har fem ud af i alt syv bestyrelsesmedlemmer stået. Lige før nytår meldte de i samlet flok ud, at direktør Bertel Maigaard var blevet fyret.

Dagen efter skrev BioCirc på sin hjemmeside, at Bertel Maigaard ikke var fyret.

I en mail til Børsen slog de fem bestyrelsesmedlemmer derefter fast, at Maigaard var fyret.

Maigaard modsatte sig igen fyringen, og det blev meldt ud, at de uenige bestyrelsesmedlemmer ville blive afsat.

- Aktionærerne i Biocirc fastholder, at Bertel Maigaard ikke har været fyret og ikke kan fyres af bestyrelsen, lød det på Biotecs hjemmeside.

DLG stadig ikke repræsenteret

Blandt de fem bestyrelsesmedlemmer var formand Michael Haaning og grovvarekoncernen DLG's to medlemmer. Alle tre kom afsættelsen i forkøbet og trådte tilbage kort efter nytår.

Michael Haaning fremgår ikke af den nye liste over bestyrelsesmedlemmer. Det gør DLG's tidligere medlemmer, Jesper Pagh og Niels Dengsø Jensen, heller ikke.

Det gør til gengæld et nyt medlem fra DLG, Jacob Bier.

Fire af de resterende medlemmer er udpeget af Maigaards familiekontor, Maigaard og Molbech. De sidste to er udpeget af A-kapitalejerne.

Børsen har berettet, at Maigaard er blevet anklaget for at have en hård ledelsesstil. Det kommenterede han på i en pressemeddelelse, efter at de tre medlemmer var trådt tilbage.

- Jeg må jo erkende, at mine ambitioner og passion har bidraget til frustration hos nogle medarbejdere i BioCirc.

- Det skal vi selvfølgelig have løst, så det ikke kun er fagligt interessant at gå på arbejde i BioCirc, men også er noget, du ser frem til mandag morgen.

BioCirc, der beskriver sig selv som en af verdens største producenter af biogas, blev stiftet i 2021 og er blandt andet blevet kaldt en vækstkomet på området.