Ildsjæle kæmper: Sådan vil de genåbne landsbyens købmand

En gruppe ildsjæle i Staby kæmper for at genåbne byens købmand som et borgerejet og borgerdrevet projekt. De håber på byens opbakning, når de inviterer til åbent hus på fredag for at præsentere deres planer og samle støtte til projektet.

0:30
Kathrine Juelsgaard er en del af initiativgruppen i Staby.

Der er koldt og tomt i købmandsbutikken i Staby, som har været lukket siden efteråret 2024. Og i en tid, hvor små landsbyer kæmper for at bevare deres lokale butikker, tager Staby sagen i egen hånd.

Butikken havde dengang svært ved at løbe rundt, og udsigten til et længerevarende kloakeringsprojekt igennem byen blev dødsstødet, som fik den tidligere Staby-købmand til at lukke butikken. Det ville nemlig betyde, at de 3-4000 daglige forbipasserende bilister igennem Staby ville udeblive i et halvt år.

Nye boller på suppen

Men nu savner Stabys 200 indbyggere deres købmandsbutik. De savner den så meget, at en initiativgruppe har sat sig for at genåbne butikken med hjælp fra byens borgere. 

- Vores købmand er vores lokale indkøbsmulighed, pakkeshop og apotek. Og så er det livsnerven i vores landsby. Det er her, vi møder naboerne og får en snak om løst og fast, siger Kathrine Juelsgaard, som er en af medlemmerne i initiativgruppen.

Selve købmandsbutikken er ejet af sognets beboere, og gruppens tanke er, at stabyborgerne og folk fra oplandet med frivillig hjælp selv skal drive købmandsbutikken, men finde en egnet bestyrer til butikken.

- Men det kræver frivillig hjælp og en vis selvfinansiering af byens borgere, som vi håber vil købe anparter, afslutter Kathrine Juelsgaard.

Så I har ikke opbakning endnu?

- Nej, ikke helt. Men det er noget folk har efterspurgt, så det er min klare fornemmelse, at folk vil bakke op, siger hun.

Opbakning i lokalbefolkningen

En af de lokale er pensionist Lars Thorsen, som er glad for, at der arbejdes på en genåbning af købmandsforretningen. Han er overrasket over, hvor meget liv der er forsvundet fra den lille landsby efter lukningen af den gamle butik. 

- Her er meget stille. Der mangler ligesom det der med, at vi lige møder hinanden. Men det er først gået op for mig efterfølgende, siger han og fortsætter:

- Men det er vores egen skyld. Vi har ikke været gode nok til at handle lokalt her i Staby, så jeg håber virkelig, at vi allesammen kan være fælles om at give den en skalle nu.

Nr. Felding har knækket koden

Det er ikke et ukendt fænomen, at købmandsbutikker i de mindre landsbyer har det svært. Faktisk sker det rigtig ofte, at dagligvarebutikker må dreje nøglen om.

Én af de butikker, som har haft det svært, er Min Købmand i Nr. Felding. Men her har man efter mange års forsøg knækket koden til en sund og veldrevet butik. En kode, som initiativgruppen i Staby også skeler til.

- Og det går godt. Rigtig godt, fortæller Lotte Bull, Købmand i Nr. Felding

Hvad gør du rigtigt?

- Jeg ”gør det rigtigt”, at jeg har rigtig meget opbakning til butikken. Og så gør jeg mig rigtig umage, siger hun.

Hvad er dine bedste råd til dem, som bor i Staby?

- Et er, at man får folk til at købe en anpart. Det er vigtigt. Men det er alfa og omega, at de ikke kun køber en anpart, men også bakker op i butikken, selvom rugbrødet koster en krone mere, afslutter hun.

Frygter spøgelsesby

Initiativgruppen i Staby håber, at åbent hus-arrangementet på fredag vil samle den nødvendige støtte og engagement fra byens borgere. 

- Vi frygter, at byen dør, hvis der ikke sker noget. Men jeg føler virkelig, at der er god energi i det her projekt. Sammen kan vi gøre en forskel, siger hun. 

- Vi vil i Staby. Og jeg glæder mig til at lange 300 pølser over disken på fredag til åbent hus.

.