Varetægtsfængsling forlænget: Mulig seriebrandstifter bliver bag tremmer
Manden er sigtet for at have påsat brande i Herning, Ikast og Silkeborg i perioden fra 16. november til 29. december 2024.
Den 54-årige mand, der kort før nytår blev anholdt for at stå bag en række brande flere steder i landsdelen, skal blive bag tremmer.
Manden er sigtet for at have påsat brande i Herning, Ikast og Silkeborg i perioden fra 16. november til 29. december 2024.
Det drejer sig om mindre brande i skraldespande - på Bethaniagade i Herning 23. december, Lille Torv i Ikast 14. december og Drewsensvej i Silkeborg 16. november.
Specialanklager Jens Severinsen fortalte i forbindelse med anholdelsen kort før nytår, at den 54-årige i retten erkendte, at han havde sat ild til alle fire gange. Dog mente han kun, at der var tale om hærværk og ikke en overtrædelse af straffelovens paragraf om brandstiftelse.
- Derudover ønskede han ikke at udtale sig, siger anklageren.
De tre første brande var ikke alvorlige nok til at politiet ville varetægtsfængsle manden, men ved branden 29. december i Bredgade i Herning blev der sat ild til en container, der stod op ad en bygning i en baggård.
Flammerne bredte sig til en vinduesramme, men Brand & Redning MidtVest nåede heldigvis hurtigt frem og fik kontrol over situationen.
Indsatlederen har bagefter fortalt politiet, at branden ville have bredt sig til bygningens tag, hvis brandfolkene var ankommet bare to minutter senere.
Den 54-årige er nu varetægtsfængslet frem til 19. februar.