Lemvig Kommune åbner op for at plejehjemspladser bliver i nærområdet
Bekymrede borgere i Nørre Nissum får håndsrækning af politikere. Måske kan ni plejehjemspladser forblive i byen.
Politikere i Lemvig Kommune har i går aftes givet en håndsrækning til en række bekymrede borgere i Nørre Nissum.
Det er et forslag om at flytte plejehjemspladser fra plejehjemmet Østerbro i Nørre Nissum til tomme ældreboliger i Harboøre 40 kilometer væk, der har skabt uro.
Derfor havde den lokale borgerforening indkaldt til møde i Nørre Nissum i aften, hvor godt 200 var mødt op.
Her åbnede formanden for Social- og Sundhedsudvalget op for, at de ni plejehjemspladser bliver i nærområdet.
- Jeg tror, at det de ender med, såfremt jeg kan få politisk opbakning til det, er, at vi finder en model, hvor vi kan fastholde de ni pladser, der er herude i Nørre Nissum, så de også vil være der fremadrettet, siger Gunnar Lisby Kjær, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Lemvig Kommune.
Han har forståelse for borgernes bekymring og erkender, at han har misset, hvor vigtigt det er at have fokus på et specifikt lokalområde.
- Jamen, hvad er definitionen på et lokalområde. Fordi det er jo det, det handler om. Hvis man kan sige, at Lemvig Kommune er lokalområde, så har man i hvert fald ingen grund til at være bekymret, men hvis man tænker Nørre Nissum specifikt, så har deres bekymringer været begrundet, siger Gunnar Lisby Kjær.
Kirsten Eriksen fra Engbjerg er en af de borgere, der har frygtet at plejehjemmet ville lukke.
Hendes mor og bror bor begge på plejehjemmet, så hun er glad for, at politikerne nu åbner op for at diskutere sagen. Men hun er ikke uden skepsis.
- Jeg vil rigtig gerne se det på tryk, at man bevarer plejehjemspladserne i Nørre Nissum. Det er så vigtigt, siger Kirsten Eriksen fra Engbjerg.
Ifølge formanden for Social- og Sundhedsudvalget arbejder kommunen hen imod en god løsning.
- Jeg er nok derhenne, hvor jeg vil erkende, at vi arbejder hen mod en løsning, hvor man også er i Nørre Nissum er tilfreds, siger Gunnar Lisby Kjær.