Verdensmester: -Jeg har ikke helt forstået det endnu
Brande har fået en ny verdensmester.
Han kom hjem fra England klokken fire i nat med sine to grønlandske hunde, Tycho og Nicolaus.
Mikkel Thybo Bach Jensen fra Brande er en træt, men også overvældet, nybagt verdensmester.
- Det lyder jo helt vildt. Det er stort at kunne sige det. Og måske er det ikke helt gået op for mig endnu, siger den 34-årige slædehundefører.
I Suffolk i England vandt han VM i Dryland. Det vil reelt sige slædehundekørsel uden sne – og derfor uden slæde.
I stedet for slæde kører han på en såkaldt kickbike. Den ligner en cykel, en mountainbike uden pedaler.
- Der er et trinbræt. Det er egentlig bare et forvokset, terrængående løbehjul, siger han.
Slædehunde er så ægte, som de kan være
Til gengæld er slædehundene så ægte, som de overhovedet kan være.
- Det er to grønlandshunde, anden generation, direkte fra Grønland. De er opkaldt efter de to danske astronomer Tycho Brahe og Nicolaus Kopernikus, fortæller Mikkel Thybo Bach Jensen, der selv ramte stjernerne med sin VM-kørsel.
Han har tidligere været udstationeret i Arktisk Kommando i det nordøstlige Grønland. Derfra stammer hans interesse for de grønlandske hunde og slædehundekørsel.
I det snefattige Danmark må han dog nøjes med at køre uden slæde. Alligevel er han ret begejstret.
- Det er en fantastisk følelse at stå bag hundene, når de trækker. Alle strabadser, al sved, blod og tårer, det er det hele værd, siger han.
Ud over de to grønlandske hunde har han og hustruen Natalie syv hunde af racen Siberian Husky på deres landejendom uden for Brande.
Mikkel Thybo Bach Jensen var eneste danske deltager til VM. Det er første gang, en dansker bliver verdensmester i slædehundekørsel.