Særligt landskab kan snart komme i fint selskab
Geopark Vestjylland er rykket et skridt nærmere UNESCO's fine selskab som Global Geopark.
3,6 millioner kroner.
Det er det beløb, som Region Midtjylland giver til et særligt udpeget naturområde, hvor den geologiske historie kan studeres og opleves.
Det er mange penge, men ambitionen er, at de skal komme tilbage igennem turisme. Pengene skal nemlig hjælpe Geopark Vestjylland, der omfatter hele arealet af Lemvig, Struer og Holstebro kommuner, til at få UNESCO-status.
Der er 48 områder i alt heriblandt Kjærgårdsmølle, Bovbjerg Klint, Toftum Bjerge, Hjerl Hede og Nissum Fjord, som er med i Geoparken.
- Det er istidslandskaber, og så er det kystlandskaber i allerhøjeste grad, forklarer amatørgeologen og initiativtageren Søren Raarup. Han er glad for pengene.
- Der er brug for dem. Vi ved, hvad der er at fortælle, og vi ved, at vi har haft utrolig stor opbakning fra alle sider. Det er stort set kun et spørgsmål om, at der skal økonomi og arbejdskraft til at realisere det. Her hjælper det her jo godt til.
Flere turister
Region Midtjylland har besluttet at sende millionerne i geoparkens retning, fordi de håber på, at det vil kunne betale sig med tiden.
- En UNESCO-godkendelse er et stempel på, at vi her har noget, som er unikt på verdensplan. Derfor tror vi på, og det kan vi jo se andre steder fra, at det turistmæssigt har en enorm betydning, siger Jørgen Nørby, der er formand for Regional Udvikling hos Region Midtjylland.
Pengene fra regionen skal bruges til fire hovedindsatser.
- Vi skal have gjort geoparken mere synlig, så skal vi have vores organisation gjort selvstændig, så skal have lavet kriterier for partnerskab, og så skal vi have et internationalt samarbejde med geoparker i blandt andet Norge og Holland, forklarer den daglige leder af Geopark Vestjylland, Thomas Holst Christensen.
Regionen har store forventninger til UNESCO-geoparken, som de mener vil give en stigning på 18 procent på antallet af overnatninger, en meromsætning på 100 millioner kroner og 100 nye jobs ved udgangen af 2023.