Nye anmeldelser hver dag: Nu beder politiet om offentlighedens hjælp
Weekenden bød på 14 anmeldelser om indbrud i blandt andet villa og lejligheder, og siden er der hver dag kommet flere nye anmeldelser.
Indbrudstyvene har fortsat travlt i Silkeborg Kommune
Weekenden bød på 14 anmeldelser om indbrud i blandt andet villa og lejligheder, og siden er der hver dag kommet flere nye anmeldelser.
Det seneste døgn er der meldt om indbrud i en villa, en lejlighed og en spejderhytte - og to indbrudsforsøg i lejligheder.
Anmeldelserne kom fra Thorning, Kjellerup og Silkeborg-området. I en af lejlighederne blev der stjålet for 80.000 kroner, blandt andet designertasker og en computer.
- Vi må desværre konstatere, at der bliver ved med at være væsentligt flere indbrud end normalt, og det er selvfølgelig noget, vi er meget opmærksomme på, siger politiassistent Carsten Holm fra lokalpolitiet i Silkeborg.
Ordensmagten håber nu på at få hjælp fra offentligheden.
- Indbruddene er spredt rundt omkring i kommunen, og det er forskellige koster, man går efter. Det gør det noget sværere for os, hvis der er flere forskellige gerningsmænd. Derfor opfordrer vi folk i lokalområdet til at være opmærksomme, hvis der er noget, der stikker ud fra normalen, siger politiassistenten.
Hvis man ser noget mistænkeligt, vil ordensmagten gerne have et tip på telefon 114.
- Hellere tre for meget end et for lidt, siger Carsten Holm.