Tre kendt skyldige, én frifundet: Anklager kræver 12 års fængsel for drabsforsøg
Torsdag var der skyldkendelse i sagen, hvor fire mænd var tiltalt, efter de var involveret i et skyderi på åben gade i Herning i foråret.
Torsdag formiddag trådte retsformanden ind i retssal A i Herning med meldingen om, at tre mænd er kendt skyldige i sagen om et skudopgør i Herning midtby i foråret. Én blev frifundet.
Anklageren kræver lange fængselsstraffe for de tre mænd samt udvisning for den ene. Læs detaljerne fra dagens retsmøde i livebloggen herunder, som ikke opdateres længere.
Forsvarer: - Vi kommer til at anke
Mette Grith Stage er forsvarsadvokat for den 22-årige, som er ham, der blev ramt af skud og var i livsfare.
Han er blevet kendt skyldig i forsøg på grov vold og våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Anklagers reaktion på skyldkendelse
Hør, hvad anklager Christian Skov Poulsen siger til dagens skyldkendelse.
Slut for i dag
Dermed er de sidste ord sagt for i dag. Nu skal dommere og nævninge afgøre, hvordan de tre mænd, der er kendt skyldige, skal sanktioneres.
Strafudmålingen bliver sagt højt på tirsdag 17. december klokken 14.
Vi lukker ned for livebloggen her.
Refererer til anden dom
Søren Salomonsen refererer til en sag om kapkørsel, hvor flere personer blev udsat for betydelig fare, og en mistede livet. Det udløste fire og et halvt års fængsel, og advokaten forklarer, at der i den sag var særligt skærpende omstændigheder.
Det var, siger Søren Salomonsen, en 'meget voldsom forbrydelse' og understreger, at han jo går efter en lavere straf til sin klient. Han opridser, at vedkommende, der blev dømt i den sag, havde stort set samme personlige forhold og mangelfuld relation til det land, han ifølge anklagemyndigheden skulle udvises til.
Han blev ikke udvist, forklarer forsvarsadvokaten. Det er hans konklusion, at der ikke er nok tungtvejende grunde til, at hans klient skal udvises.
Tilknytning til Danmark "kan ikke blive større"
Det bliver en ret teknisk og detaljeret gennemgang af de kriterier, der gør sig gældende for reglerne om udvisning. Forsvareren konkluderer - meget kort sagt - at det for ham at se fremgår direkte af reglerne, at der - med udgangspunkt i den 21-åriges forklaring om egen tilknytning til Danmark - skal være meget tungtvejende grunde til udvisning, hvis der ikke skal ske brud på Danmarks internationale forpligtelser. Blandt andet fordi han har ingen som helst familierelationer i Somalia. Til gengæld har han familie her, som er "velfungerende", siger forsvareren. Han påpeger også, at den 21-årige har fulgt uddannelsesforløbet i Danmark og haft arbejde siden han var 13 år
- Han har gjort det, han skulle, og han bidrager til vores velfærdssamfund på den måde, som det kan forventes. Han er også integreret i foreningslivet og taler og skriver flydende dansk, siger Søren Salomonsen og understreger, at hans klient aldrig har været i Somalia.
Opridser kriterier for udvisning
Forsvarer Søren Salomonsen bevæger sig nu videre til påstanden om udvisning for den 21-årige.
Han taler om proportionalitetsafvejninger - altså hvilke proportioner, der skal tages højde for, når spørgsmålet om udvisning skal afvejes fra gang til gang. Det handler blandt andet om en persons tilknytning til henholdsvis Danmark og til det land, hvor man har statsborgerskab. Så er der også noget, der handler om eventuelle tidligere domme.
Forsvarer kræver maks. tre års fængsel
Næsten alle de fremmødte på tilhørerrækkerne - med undtagelse af nogle få af dem, der har været med under hele retssagen - har igen forladt retssalen. De er gået drypvist mellem de forskellige procedurer.
Næste forsvarer i skranken er advokat Søren Salomonsen. Han repræsenterer den 21-årige, der er kendt skyldig i at have medbragt en skarpladt pistol og i forsøg på grov vold. Det er også ham, der kræves udvist af anklagemyndigheden.
Søren Salomonsen forklarer, at det er et springende punkt for ham, at hans klient ifølge ham ikke har været i nærheden af at bruge den medbragte pistol.
Han siger, at hans klient maksimalt kan blive idømt tre års fængsel for ham at se.
Stage: Fire år og seks måneders fængsel
Mette Grith Stage referer til tidligere domme, hvor voldsdomme, der har omstændigheder, der ifølge hende minder om den pågældende sag, har udløst en noget lavere straf end de 5,5 års fængsel, anklageren kræver.
Alt i alt mener hun, gerningen kan udløse fire år og seks måneders fængsel.
Forsvarer er "ikke overraskende" uenig med anklager
Nu er det forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der har taget plads i skranken. Hun indleder med at sige, at hun "ikke overraskende" er uenig i anklagerens påstand om 5,5 års fængsel for hendes klient - den 22-årige mand.
Hun anfægter et par af anklagerens pointer og siger "det passer simpelthen ikke".
Forsvarer: Otte års fængsel
Forsvareren siger også, at det må tillægges betydning, at hans klient kun var 19 år på gerningstidspunktet.
Hans påstand er, at hans klient skal straffes med otte års fængsel for det, han er kendt skyldig i.
Hans klient - den 20-årige - kigger lige frem foran sig og ser anspændt ud.
Forsvarerens procedure er slut, og han sætter sig igen ved siden af sin klient.