Nu tvinges nye læger fra populære områder og til Thy og Mors

Fra 1. januar må nye læger kun åbne praksis i 17 udvalgte kommuner, hvor der er ringe lægedækning.

Fra årsskiftet bliver det umuligt at etablere en ny lægepraksis i områder, hvor der i forvejen er god lægedækning.

I stedet vil regionerne kun give tilladelse til nye lægepraksisser i de områder, der har den ringeste lægedækning.

Det har regeringen og Danske Regioner indgået aftale om som opfølgning på sundhedsreformen.

- Vi skruer op for uddannelsen af speciallæger i almen medicin, så der på sigt vil komme flere praktiserende læger alle steder i hele landet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en kommentar og fortsætter:

- Men vi bliver også nødt til at sikre, at der de kommende år sker en bedre fordeling af praktiserende læger på tværs af landet, så også de danskere, der bor uden for de større byer, har adgang til en læge tæt på.

Tiltaget vil gælde et halvt år, inden en permanent fordelingsmekanisme træder i kraft.

Det er konkret 17 kommuner, som den nye model vil favorisere med tilladelser til nye lægepraksisser:

Vordingborg, Lolland, Guldborgsund, Kalundborg, Odsherred, Lejre, Holbæk, Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Morsø, Thisted, Næstved, Ringsted, Sorø og Slagelse.

I tilfælde af, at der allerede er planlagt et lægeskifte i en af de godt dækkede kommuner, vil det stadig være tilladt trods det generelle forbud.

Aftalen vil også ramme hospitalerne. Regeringen og regionerne har aftalt, at de ikke må ansætte flere speciallæger i almen medicin på sygehuse i Region Hovedstaden – Bornholm undtaget - i Aarhus, Aalborg og Odense i 2025 og 2026.

Sundhedsreformen vil overordnet set have uddannet 1500 flere læger, så der i 2035 vil være mindst 5000 speciallæger i almen medicin.