Byrådspolitiker for en dag: Skoleelever skal fordele 150.000 kroner
Folkeskoleelever fra 18 skoler i Viborg Kommune prøver kræfter med byrådsarbejdet. De skal nå til enighed om fordelingen af 150.000 kroner.
Gennemsnitsalderen bliver i dag trukket en del ned i byrådssalen i Viborg Kommune.
Her er det nemlig ikke de folkevalgte byrådsmedlemmer, der forhandler om pengene. Det er folkeskoleelever.
Lea Nielsen Erichsen, der går i 8. klasse på Hald Ege Skole, er en af dem.
Hun skal sammen med elever fra 18 skoler i kommunen fordele 150.000 kroner til ti projekter.
- Det er en svær beslutning, for det er mange penge. De skal ikke bare fyres af på en aften, men bruges til noget langtidsholdbart, der gavner os alle. Det må gerne fremme fællesskabet og være bæredygtigt eller miljøvenligt, siger hun.
Det er formænd og næstformænd i de 18 skolers elevråd, der er inviteret til byrådsdag.
Lærer om politisk processer
Dagen i byrådet skal give eleverne en fornemmelse af den politiske proces og demokratiske involvering.
- De lærer at fordele midler og skabe sammenhold på tværs af skolerne, hvor det der med at have en god dialog er vigtigt, siger Brian Roed, der er skoleleder på Nordre Skole.
Håbet er også, at besøget i byrådet vil åbne skoleelevernes øjne for det politiske arbejde.
- Jeg tror, vi sidder her sammen med kommende byrådspolitikere, og det kunne være rigtig spændende at få dem engageret i politik. Vi trænger til, at unge mennesker vil det, siger skolelederen.
Måske en politiker iblandt
Lea Nielsen Erichsen er da heller ikke helt afvisende over for en politisk karriere.
- Jeg kan godt lide at snakke, så det er smart nok at blive politiker, men jeg ved det ikke. Måske, siger hun.
Om ikke andet håber hun, at byrådsdagen kan give hende nogle andre ting.
- Jeg håber at få en god, lærerig oplevelse og noget viden om andres holdninger og synspunkter. Og så er det også fedt at være sammen med andre unge, der har holdninger til ting.
Folkeskoleeleverne møder også rigtige politikere. De fleste medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget deltager.
Byrådsdagen blev også holdt sidste år. Flere af de projekter, der dengang blev vedtaget, står allerede færdige på de enkelte skoler.