Venstre bakker op om genåbning når alle over 50 er vaccineret
DI og Venstre ønsker et holdepunkt for en total genåbning. Ifølge Enhedslisten er det for tidligt at tale om.
Et forslag fra Dansk Industri om en total genåbning af samfundet, når alle de personer over 50 år, der ønsker en vaccine, har fået det, får opbakning fra Venstre, der vil bære det ind til sundhedsministeren.
I et interview med Politiken fortæller direktør Lars Sandahl Sørensen, at han håber, at myndighederne forbereder sig på at indrette samfundet, så vi i en tid kan leve med corona uden at have lukket samfundet helt ned.
Den periode skal ifølge direktøren i Dansk Industri, der repræsenterer store dele af dansk erhvervsliv, vare, indtil alle over 50 år og de personer i særlige risikogruppe, der ønsker det, har fået en vaccine.
- Med dette tiltag vil genåbningen også få et sluttidspunkt. Vi håber alle, at det er muligt tidligere, men hvis ikke det er sket, bør det være muligt at åbne det resterende samfund på dette tidspunkt forudsat, siger Lars Sandahl Sørensen i en skriftlig udtalelse.
Alle restriktioner skal ophæves
Med total genåbning mener DI-direktøren en ophævelse af alle de restriktioner, der måtte være på det tidspunkt.
Det gælder eventuelle lukninger eller begrænsede åbningstider for barer, frisører og lignende liberale erhverv. Det gælder også en eventuelt forsamlingsforbud.
DI-direktøren accepterer dog, at der fortsat kan være krav om test ved indrejse fra andre lande.
Og den plan kan Lars Sandahl Sørensen kan sagtens overtale Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, til.
- Vi har behov for, at der bliver opstillet nogle målsætninger for, hvordan vi får genåbnet Danmark. Det er den her plan et godt bud på, siger ordføreren.
Han medgiver, at der kommer til at gå måneder, før alle over 50 år er vaccineret, og at der kan ske mange ting i mellemtiden. Men han synes, at alene målsætningen om et lys for enden af mørket er attraktiv.
- Det her er et langt bedre alternativt end det, som regeringen har kommunikeret om, at nu skal vi bare holde fast lidt endnu - uden at have nogen fast målsætning for, hvornår der sker noget, siger Geertsen.
Enhedslisten er uenig
Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, mener, at der er andre ting, som bliver vigtigere at diskutere, før der sættes en målstreg for, hvornår en total genåbning kan finde sted.
- Jeg er enig i, at vi skal diskutere, hvordan vi skal leve i et samfund, hvor corona er en del af fremtiden. Jeg tror, at det er væsentligt at snakke om, hvordan vi kan sikre en form for test og smitteopsporing og vaccination af dele af befolkningen.
- Men at tale om en total genåbning engang i april måned, synes jeg er lidt præmaturt, da vi i øvrigt ikke ved, hvordan udviklingen kommer til at se ud.
Modsat ser Radikale Venstres sundhedsordfører, Stinus Lindgren, en værdi i at kunne fortælle alle i Danmark, at der bliver en dag, hvor livet vender tilbage til en afart af normalen.
- De har helt ret i, at vi skal have noget at se frem mod. Vi er nødt til at kommunikere, at nedlukningen er midlertidig, og på den anden side bliver det, som vi husker det, hvor vi igen kan gå på restaurant, bar og til koncert med vores venner.
Om det skal være på den måde, som Dansk Industri foreslår, vil han gerne drøfte med eksperter i epidemier.
Han understreger dog, at coronasituationen til den tid, hvor alle i risikogrupper og over 50 år er vaccineret, meget vel kan være helt anderledes og mere håndterbar.
/ritzau/