Verdenskendt julemand har fået job i Brugsen

Han sætter godt nok ikke varer på hylderne, men den er god nok. Julemanden fra Skive har fået nyt job.

0:22
Det kræver hårdt arbejde at levere godt indhold.

I december delte han gaver ud. Nu er han blevet ansat i Brugsen i Balling.

Julemanden fra Skive, som han er kendt som på TikTok, har over to millioner følgere, og nu bruger han sine evner i en dagligvarebutik.

- Hvis du vælger en vare, så kan jeg lave en TikTok i løbet af 15-20 minutter, fortæller han.

På TikTok har han lokket brugsuddeleren Mikkel Janum til at danse og bruge farhumor i håb om at trække flere unge ind i butikken.

- Det er det unge publikum, man skal fange først. Det er dem, der genererer trafikken. Det plejer jeg at sige, og det plejer alle de professionelle også at sige, lyder det fra julemanden.

Inspirationen til videoerne kommer fra varerne rundt i butikken. Her finder han på sjove og skæve måder, de kan bruge varerne på. 

- Hvis vi kan præge folk med et smil også, så er det bare et plus. Jeg elsker selv at grine, og der er ikke noget bedre end at grine, fortæller han.

0:35
Se her, hvordan Julemanden fra Skive og Mikkel Janum bærer sig ad.

Ekspert er enig

Eva Fog, der er ekspert i TikTok, har også set videoerne fra Brugsen i Balling.

- Jeg kan allerede set det på de views, videoerne har, at de er en succes, siger hun prompte og tilføjer:

- Det er tilpas fjollet til, at det er hyggeligt og sjovt, men også uden at det er fordummende.

I videoerne taler julemanden ikke om produkterne, men bruger dem aktivt, og det kan stadig godt lokke folk ind, mener Eva Fog.

- Han er der jo ikke for at give det nyeste slagtilbud. Han er der for at gøre opmærksom på, at Brugsen eksisterer, og så give et kendskab, som er mere personligt. Pludselig relaterer man til de her mennesker og til Brugsen, forklarer hun og fortsætter:

- Det at skabe et personligt narrativ, det gør, at folk bliver interesserede. Jeg tænker, man kan komme til at se en betydelig strøm af yngre kunder, fordi butikken er anderledes.

I skrivende stund har videoerne på TikTok omtrent 150.000 visninger.

Duoen, der lægger videoerne op, sparer med hinanden om, hvad der kunne være sjovt.
Duoen, der lægger videoerne op, sparer med hinanden om, hvad der kunne være sjovt.
Foto: Jeppe Peschardt Assenholt, TV MIDTVEST

Havde ham ude som julemand

Det var brugsuddeler Mikkel Janum, der ansatte julemanden, hvis borgerlige navn er Penti Olesen.

- Jeg havde ham ude til et julemandsarrangement, og der kunne jeg godt se, han havde nogle gode ideer. Så ringede jeg til ham og tilbød ham jobbet, fortæller brugsuddeleren. 

Det blev Penti Olesen glad for, og siden 1. januar har Julemanden derfor været ansat i brugsen.

Mikkel Janum har da heller ikke fortrudt det, selvom han af og til må stille op til en TikTok-dans. For han tror på, at strategien virker.

Får I flere unge kunder i butikken af det?

- Jeg tror i høj grad, at vi rammer de unge. Der er flere, der kommer ind og lige skal lave en dans med mig.

- Og så er jeg bare nødt til at sige, at det ikke kun er de unge, der er på TikTok. Det er de gamle også, forklarer han. 

I skrivende stund har TikTok-profilen 1220 følgere.