Stuehuset er væk – og nu bor Line og Martin i en gammel hestestald
De fleste ville nok renovere stuehuset eller bygge et nyt, men sådan er det ikke hos parret i Harboøre. Her er den gamle lade bygget om til bolig.
En af de første ting, Martin og Line Hald gjorde, da de overtog deres nye hjem i Harboøre, var at rive stuehuset ned.
De tidligere ejere kom nemlig på den idé at forvandle laden til bolig i stedet for at renovere stuehuset.
- Jeg var lige ved at hyle, fordi jeg synes, det var så flot. Martin sagde bare, ej hold da op, det er bare et hus, siger Line og smiler.
De havde dog begge to den velkendte wow-effekt, da de trådte ind, men det her med at bygge en lade om til bolig var aldrig en idé, de selv havde fået. Så havde de bygget nyt eller renoveret.
- Vi havde aldrig tænkt den tanke. Det var kun, fordi det var her. Det er så anderledes end det, man ellers ser. Og det er jo også alt for dyrt at bygge sådan noget her i dag, fortæller Martin, som selv er tømrer.
En gammel hestestald
Før parret overtog den tidligere trelængede gård, boede de i Aarhus, og Line havde egentlig ikke forestillet sig at skulle bo i Harboøre, selv om Martin oprindeligt kommer derfra.
Men den ombyggede lade sparkede altså benene væk under dem.
- Når vi var på besøg i Harboøre, sagde Martin ofte, at han gerne ville bo her, for han vidste, at det var renoveret. Men jeg ville ikke bo i Harboøre, lige ind til huset kom til salg, og vi var heldige at få det. Det ligger helt perfekt tæt på by og natur, siger Line.
Engang var der porte flere steder i laden, så traktorer kunne køre ind og læsse halm på loftet. Og i stueetagen var der hestestald.
- Vi har fået fortalt, at der var hestestald her, hvor piger fra Thyborøn og Harboøre kom med toget lige uden for. Så her har arbejdsfolk og hestepiger knoklet, og nu sidder vi bare og slapper af. Det er lidt specielt at tænke på.
Få spor af laden
De tidligere ejere begyndte ombygningen for 14 år siden, men der manglede stadig at blive gjort noget ved det udvendige.
Ud over at rive det gamle stuehus ned har Line og Martin skiftet taget og pudset hele gården hvid.
- Der manglede nogle tagrender, og murværket havde det ikke så godt mere. Så der skulle ske noget, og så kunne vi lige så godt pudse det hele, så det fik samme udseende, men forsat i den gamle stil, som der også er indenfor, fortæller Martin.
Derfor ligner det ikke længere en lade udefra, men indenfor er sporene der stadig i form af hestesko og selvfølgelig de gamle bjælker overalt.
- Det er vores drømmehus, men også vores drømmested. Børnene elsker at bo her, hvor de er tæt på alting. Og vi har plads til hver vores interesser.