227.000 laks døde i fiskeopdræt i Hvide Sande

Atlantic Sapphire oplyser, at et for højt niveau af kvælstof i vandet formentlig var skyld i massedøden i produktionsanlægget.

Laksene i Hvide Sande opdrættes i lukkede bassiner på land.
Laksene i Hvide Sande opdrættes i lukkede bassiner på land.
Foto: Arkiv

227.000 laks døde den 29. februar i produktionen hos Atlantic Sapphire i Hvide Sande.

Det oplyser selskabet selv i en meddelelse til børsen i Oslo.

Anlægget på havnen i Hvide Sande beskrives som et pilotprojekt og adskiller sig fra andre opdræt af laks, idet produktionen foregår på land i anlæg, hvor vandet recirkuleres og renses i et specielt filter.

Altantic Sapphire oplyser i børsmeddelelsen, at foreløbige prøver tyder på, at et for højt niveau af nitrogen (kvælstof) i vandet var skyld i de mange døde fisk. Laksene døde i det ene af selskabets fire produktionsafsnit i Hvide Sande.

- Vi kender årsagen nu og ved, hvordan vi skal fikse det her problem. Vi kommer til at gå igennem nogle designmodificeringer for at sikre, at det ikke skal ske igen, siger assisterende daglig leder i Atlantic Sapphire Denmark, Tanja Charlotte Krogh Sørensen, til TV MIDTVEST.

Atlantic Sapphire skriver i børsmeddelelsen, at fiskene var forsikret, og at selskabet stadig arbejder på at få et overblik over, hvor store værdier der er gået tabt. 

Det er ikke første gang, anlægget i Hvide Sande, der tidligere hed Langsand Laks, bliver ramt af omfattende fiskedød. I 2017 døde hvad der svarede til 250.000 kilo laks på en enkelt dag. Dengang lød meldingen, at det sandsynligvis skyldtes en eller anden form for forurening.

2:28
SE OGSÅ - indslag fra juni 2016: Lakseopdrætter udvider for milliarder.