Emma og Mathilde fik afslag fra Herning Gymnasium: - Det kom som et kæmpe chok

To veninder fra Skarrild og Sønder Felding er frustrerede, efter de fik beskeden om, at de skal på Vestjysk Gymnasium i Tarm, selv om deres ønske er at få huen i hus i Herning.

2:47
Selv om smilene er store på billedet her, så er Emma Pilgaard Christensen og Mathilde Tannebæk Nissen frustrerede over, at de ikke må gå på Herning Gymnasium.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

De to veninder Emma Pilgaard Christensen fra Skarrild og Mathilde Tannebæk Nissen fra Sønder Felding havde set frem til at starte på Herning Gymnasium efter sommerferien.

Men sådan bliver det ikke.

Fredag modtog pigerne, der til dagligt går på efterskole, en besked på e-Boks med et afslag fra Herning Gymnasium.

I stedet er pigerne blevet optaget på Vestjysk Gymnasium i Tarm, men den nye information er de langt fra begejstrede for.

- Det kom som et kæmpe chok, jeg blev rigtig ked af det. De andre fra Sønder Felding går på Herning Gymnasium, og det er der, vi hører til, og vi har meget større kendskab til det sted. Jeg vil være virkelig ked af at gå glip af det, forklarer Mathilde Tannebæk Nissen og Emma Pilgaard Christensen fortsætter:

- Jeg synes, det er ærgerligt, jeg havde overhovedet ikke regnet med, at man kunne blive sorteret fra, siger hun.

Pigerne havde valgt Vestjysk Gymnasium Tarm som anden prioritet, men de havde ikke forventet, at det kunne blive en realitet, forklarer de.

Overvejer ny uddannelse

For de to 16-årige betyder skolegangen i Herning så meget, at de nu overvejer at skifte retning.

- Nu skal vi prøve, om vi kan finde noget andet, som nok lige nu er Handelsgymnasiet i Herning, for vi vil gerne til Herning, så jeg ser næsten ikke andre muligheder, fortæller Mathilde Tannebæk Nissen.

Samme holdning deler Emma Pilgaard Christensen, men for hende fylder transporten også en hel del.

- For mig betyder det meget, at jeg går på uddannelse i Herning, fordi det er de eneste transportmuligheder, som jeg har, så derfor er Handelsgymnasiet den eneste mulighed lige nu, siger hun.

Ifølge pigerne kender de heller ikke til gymnasiet i Ringkøbing-Skjern Kommune, fordi deres brobygning altid har været i Herning.

Også Mathilde Tannebæk Nissens far, Henrik Nissen, er helt uforståelig overfor beslutningen.

- Vi føler, vi er bortdømt, bare fordi vi bor i Sønder Felding og ikke i 7400 Herning. Jeg synes, det er en grotesk måde at gøre tingene på. Hvorfor skal vi her ude i Sønder Felding nedgøres, vi betaler også skattebidrag til Herning Kommune, siger han.

Henrik Nissen er sikker på, at gymnasiet i Tarm er godt, men deres besøg på Herning Gymnasium var de glade for.

- Vi har været inde til rundvisning på Herning Gymnasium for at se deres faciliteter og mødt nogle af deres stærke lærere - og gennemsnittet er bare højere end på Tarm Gymnasium, forklarer han.

Medlem af fordelingsudvalget i Region Midtjylland, Bo Jensen, fra Det Konservative Folkeparti, mener, det er vigtigt at bevare gymnasierne i de mindre byer.
Medlem af fordelingsudvalget i Region Midtjylland, Bo Jensen, fra Det Konservative Folkeparti, mener, det er vigtigt at bevare gymnasierne i de mindre byer.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

"En nødvendig beslutning”

Det er første gang, at Herning Gymnasium ikke har plads til at optage alle ansøgere. Gymnasiet forsøgte at oprette en klasse mere, så de ikke skulle afvise helt så mange elever, men det blev afvist af fordelingsudvalget VEST i Region Midtjylland, der står for at fordele kapacitet og ansøgere på de forskellige gymnasier.

Et medlem af fordelingsudvalget VEST er Bo Jensen (K). Han mener, det er nødvendigt, at nogle elever skal til mindre byer.

- Vi er nødt til at udvise solidaritet med de mindre bysamfund. Jeg er gået til valg på, at der stadigvæk skal være gode ungdomsuddannelser i vores ydre områder og de mindre byer, forklarer han og tilføjer:

- Og der taler jeg om byer som Tarm, Struer, Ringkøbing og Lemvig. Hvis de skal kunne lave et ordentlig STX-forløb (red. almene gymnasium), så er de simpelthen nødt til at have et vist antal elever.

Men skaber det ikke et mærkeligt miljø, at man tvinger nogle elever til et bestemt gymnasium, hvis de ikke ønsker at gå der?

- Det er jo ikke sådan et helt frit valg, sådan er det heller ikke videre frem på blandt andre universiteterne. Der er nogle pladser, og det er det, som man søger ind på, men så er der nogle reguleringsfaktorer, som styrer det.

Emma Pilgaard Christensen og Mathilde Tannebæk Nissen er to ud af 68 personer, der ikke har fået plads på Herning Gymnasium.