Sne, storm og orkanvindstød truer ved nytår: - Atmosfæren er eksplosiv over Danmark
To hidsige lavtryk har kurs direkte igennem Danmark med risiko for voldsom blæst i flere omgange.
Det rolige vejr, som vi har i dag, og som vi har haft de seneste mange dage, er snart en saga blot.
Nytårsaften bliver en blæsende affære, hvor vi formentlig får mindst vindstød af stormstyrke - og måske kommer der et endnu kraftigere blæsevejr lige efter nytårsstormvejret.
Prognosen viser to lavtryk, der passerer Danmark. Ifølge denne prognose venter der vindstød af stormstyrke nytårsnat og op til orkanstyrke natten til 2. januar.
Usikkerhed om blæst nytårsnat - stormstød eller orkanstød?
Det er helt sikkert, at det bliver nogle dage med kraftig blæst, men i en vejrsituation som denne er der stor usikkerhed i detaljerne.
Vinden kommer med sikkerhed til at være udfordrende for sikkerheden omkring fyrværkeri. Blæst betyder større sikkerhedsafstand, og ved meget kraftig blæst bør man helt undlade at fyre raketter af.
Den europæiske regnemodel fra ECMWF har vindstød af stormstyrke og vinden til at kulminere nytårsnat, mens den amerikanske regnemodel GFS har vindstød op til orkanstyrke og vinden til at kulminere nytårsaften.
Usikkerheden skyldes både lavtrykkets styrke og lavtrykkes præcise bane. Begge dele har betydning for både vindstyrke og nedbørstype.
Ifølge den europæiske model bliver det regnfuldt nytårsnat, mens den amerikanske model sender snebyger ned over Danmark, når det nye år begynder.
Fuld storm eller snestorm
Meteorolog Andreas Nyholm beskriver vejrsituationen som "heftig":
- Atmosfæren er eksplosiv over Danmark hen over nytåret. Det kan ende i fuld storm med orkanvindstød. Hvis lavtryksbanen er rigtig, kan det også ende i snestorm i dele af landet, siger Andreas Nyholm.
Hvis ikke nytårsnat så kommer stormen måske lige efter
Prognosen fra det fælleseuropæiske regnecenter ECMWF er den prognose, som har den bedste score - det vil sige den prognose som oftest rammer mest præcist. Modellen har et kraftigt lavtryk over Danmark torsdag morgen med vindstød op til orkanstyrke over Nordsøen.
Igen er lavtryksbanen enormt betydningsfuld for vindstyrken over Danmark - men også for nedbørstypen.
Den amerikanske regnemodel GFS sender lavtrykket syd om Danmark, hvilket betyder mindre vind, men også meget koldere luft. Ifølge GFS kan vi 2. januar stå op til snevejr i Syddanmark.