Kom med til årets kolde gys: Her har de frivillige travlt med at dele varme drikke ud
Det var koldt, men godt, i Vorupør i dag.
Der blev langet hundredevis af små skarpe, suppe og gløgg og varm kakao over disken i det lille telt ved stranden i Vorupør i dag.
Årets Vinterbadefestival løb 28. december af stablen, og de frivillige stod klar med noget varmt til de kolde deltagere.
- Det er et dejligt fællesskab, vi har her. At få lov til at være en del af det her, det er dejligt, siger Evald Zacho, der er frivillig og medlem af foreningen Hobby-havbadet i Vorupør.
Modsat en festival, hvor drikkevarerne er efterspurgt løbende, er barens tilbud særligt attraktive på ét bestemt tidspunkt: Når vinterbaderne har været i vandet.
- Vi har rigeligt at se til, bebuder Ellen Kirk, som er frivillig i teltet.
- Det er virkelig en fest. En helt speciel fest, siger hun.
Omkring 300 deltog i årets udgave af Vinterbadefestivalen i Vorupør. Selvom det ikke slog nogen deltagerrekord, så er festivalens talsmand, Kim Poulsen godt tilfreds.
- Vi havde en fantastisk dag. Vi kan snakke om rekord på stemning og ikke antal. Der var god stemning og der var masser af tilskuere.