Mand anholdt for brandstiftelse: Hurtig indsats forhindrede storbrand

0:29

Det kunne have udviklet sig til en meget voldsom brand, da der lørdag aften omkring klokken 21.44 blev sat ild til en affaldscontainer i en baggård i gågaden i Herning.

Flammerne fra containeren bredte sig til bygningens vinduesrammer, men brandfolkene fra Brand & Redning MidtVest var hurtigt fremme og fik kontrol over situationen.

- Indsatslederen vurderer, at ilden havde fået fat i tagkonstruktionen, hvis man var nået frem bare et par minutter senere, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Stage.

Det stod hurtigt klart, at branden var påsat, og en halv time efter alarmen kunne politiet takket være hjælp fra vidner anholde en 54-årig mand fra lokalområdet.

Han er nu sigtet for forsætlig brandstiftelse, og politiet vil nu forsøge at få ham varetægtsfængslet, mens sagen bliver efterforsket. I løbet af søndagen vil han derfor blive fremstillet i et grundlovsforhør.

Den ramte bygning rummer en butik i stueetagen, mens der er en lejlighed på førstesal - den er ifølge vagtchefen ikke beboet.