Kendt traktor brænder ud ved vanvittigt antal hestekræfter

Michael Pagaard har for nylig testet sin traktor. Det kom der et interessant resultat ud af.

Michael Pagaard sammen med sin datter, Lykke Pagaard, der også er traktortrækker.
Michael Pagaard sammen med sin datter, Lykke Pagaard, der også er traktortrækker.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Det var blevet sandhedens time for Michael Pagaards røde IH-traktor.  

En traktor, du måske har stiftet bekendtskab med i programmerne Lykkes første træk og Mod Europas største bæster, hvor Michael Pagaards 17-årige datter folder sig ud på traktoren.

Lige nu er traktortræksæsonen gået på vinterpause, og findes der mon en bedre anledning til at teste, hvor mange hestekræfter der kan klemmes ud af det røde monster? 

- Vi skal jo have gjort traktoren klar til næste sæson, siger Michael Pagaard. 

Testen foregik i et såkaldt traktor-dynamometer på et værksted i Thy. Inden testen gik i gang blev baghjulene afmonteret, så traktoren kunne blive tilkoblet dynamometret. 

Og så var det ellers tid til at spille med musklerne. 

Det lykkedes traktoren at klemme sig op på næsten 2000 hestekræfter. Til sammenligning har en Ferrari SF90 1000 hestekræfter

Og til dem, der ikke kender alverden til traktortræk, kan det tilføjes, at det er en fordel at have så mange hestekræfter som muligt. Disciplinen går nemlig ud på at trække en slæde bag traktoren fra A til B hurtigst muligt. 

Herunder kan du se maks-testen fra to forskellige vinkler: 

0:18

Som man kan se i videoen, slukker traktoren, da den nærmer sig en 2000 hestekræft. En ydeevne, den opretholdte i fire sekunder. 

Helt præcist var det et tandhjul, der sprang, da traktoren måtte kapitulere. 

- Vi var rigtig godt tilfredse. Og når det nu skulle gå galt, så var vi glade for, at det ikke skete, da vi rullede på banen i den nye sæson, siger Michael Pagaard. 

- Fordi så havde det sagt skrald, og så havde vi mistet point. 

Nu skal Michael Pagaard bruge noget af vinteren på at sætte nye dele i traktoren, så den kan klar til den nye sæson og til måske at presse endnu flere hestekræfter ud af den.

Derfor kan endnu et besøg i 'dynoen' sagtens blive aktuelt igen. 

- Det kan være ret lærerigt at teste sin traktor i et dynamometer. Når vi kører på baner, kan de godt være forskellige fra gang til gang, og derfor kan det være lærerigt at køre i 'dyno', siger han. 

Sådan så tandhjulet ud, da det sprang.
Sådan så tandhjulet ud, da det sprang.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST