Pensionister blev youtubere: Chris og Yvonne glæder andre med rejsetips
Ægtepar fra Humlum har næsten 1000 følgere på YouTube, som nyder godt af deres rejsebeskrivelser fra det meste af Danmark og Nordeuropa.
64-årige Chris Olesen fra Humlum har altid syntes, det var sjovt at filme, når han og hustruen Yvonne var på tur i autocamperen. Så der var ikke langt fra tanke til handling, da han for halvandet år siden fik ideen til at lave rejsebeskrivelser i videoform på YouTube-kanalen "Campingbussen på tur".
- Mange af vores følgere kan ikke selv komme ud at rejse. Så kommer de alligevel på en tur en gang imellem. Det gør mig glad, hvis de også kan få noget ud af det, siger Chris Olesen, som gerne slår et ordentligt slag for autocamping.
- Én gang autocamper, altid autocamper, lyder det begejstret, efterfulgt af et par gode råd hvis man ikke har prøvet ferieformen før.
- Start med at leje en autocamper, og find ud af, om det overhovedet er noget, før du køber. Og når I skal afsted, så bare kør ud i det blå. Oplev eventyret, og find ud af undervejs, hvor I vil hen. Der er altid et sted, man kan parkere for natten.
Yvonne Olesen er ikke så meget for at komme med på videoerne, men med på rejserne det er hun. Og når hun sysler med sine gøremål, sidder Chris Olesen og klipper videoerne, som typisk er 20 minutter lange og beskriver de steder, de parkerer, og de byer de besøger. Oftest fra Danmark og lidt fra Nordtyskland.
På halvandet år har "Campingbussen på tur" fået næsten 1000 følgere. Og at de følger med er Chris Olesen ikke i tvivl om.
Hør ham fortælle, hvorfor i videoen herunder.