Lægehus blev hacket: Nu har de sendt en vigtig besked til patienterne
De stjålne oplysninger omfatter blandt andet folks CPR-numre.
Den 9. december blev Alles Lægehus udsat for et cyberangreb.
Det betød, at hackere havde fået adgang til personlige oplysninger fra 130.000 patienter landet over. Det har DR Nyheder tidligere skrevet.
Men først i det nye år har patienterne i et brev fra Alles Lægehus fået direkte besked om konsekvenserne af angrebet.
Det viser flere henvendelser, som TV MIDTVEST har fået.
I brevet skriver lægehuset konkret, at de stjålne oplysninger omfatter følgende ting:
- Navn, adresse, telefonnummer, mailadresse mv.
- CPR-nummer
- Og i mindre grad af særlige personoplysninger i form af angivelser af specifikt om man er KOL- eller diabetespatient. Der er ikke indikationer på, at journalnotater er stjålet.
Lægehuset skriver videre, at de ikke kan udelukke, at de personlige oplysninger kan blive misbrugt, men at der endnu ikke er fundet tegn på, at dette er sket.
Ifølge Google Maps har Alles Lægehus klinikker i Holstebro, Thyborøn, Fursund, Øster Jølby, Thisted og Hurup.
Har fulgt myndighedernes råd
DR Nyheder har spurgt Alles Lægehus, hvorfor der skulle gå tre uger, før patienterne fik besked om, at deres personlige oplysninger er blevet stjålet.
Klinikkoncernen har ikke ønsket at stille op til interview med DR, men skriver, at de har handlet proaktivt og informeret Datatilsynet og politiet.
- Vi har fulgt råd og retningslinjer samt lagt vægt på ønsker til vores ageren fra myndighedernes side. Her vejer hensynet til den politimæssige efterforskning tungt, lyder det til DR.
Alles Lægehus skriver i beskeden til deres klienter, at de skal være særligt opmærksomme på, om de modtager mistænkelige mails eller sms'er, hvor afsenderen ser ud til at udgive sig for at være fra Alles Lægehus.
Forsidefoto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix
Har du noget, du gerne vil have fortalt, så fortæl det til os:
Send et tip til redaktionen