Drabstiltalt forblev tavs i voldsom sag – vidne brød sammen i retten
For mere end et år siden døde en 26-årig mand af knivstik på et forsorgshjem i Herning. I dag begyndte retssagen, hvor en 24-årig mand er tiltalt for drab.
En 70-årig mand blev dybt berørt i retten, da han skulle forklare om natten til den 21. november, hvor han var på arbejde på forsorgshjemmet Potentialehotellet ved Lund lige uden for Herning.
Hans stemme knækkede, lige inden han fortalte om, hvordan det foregik, da han blev kaldt ind i den afdeling på forsorgshjemmet, hvor de unge bor, og hvor han så den 26-årige mand, der øjeblikket forinden var blevet tildelt dødelige knivstik.
- Jeg kunne se på hans (den nu afdøde, red.) øjne, at han enten var meget påvirket, eller at han var på vej herfra, sagde vidnet i retten.
Han var blevet tilkaldt af en af husets andre beboere, og den nu tiltalte stak kort efter af fra stedet, forklarede den ansatte i retten.
Lidt over en halv time senere blev det 26-årige knivoffer erklæret død som følge af sine skader, der førte til forblødning og formodet hjertesvigt.
Pårørende blev advaret mod billeder
Den 24-årige, der er tiltalt for drabet, trådte ind i retssal A i Herning iført grå fleece og med hænderne i håndjern låst ind til kroppen. Dem blev han frigjort for, da han satte sig ved siden af sin forsvarsadvokat.
Han nægter sig skyldig i sagen og vil ikke udtale sig. Derudover har han fravalgt nævninge i sagen, som ellers skulle have været med til at afgøre udfaldet, som det er tilfældet i sager, hvor anklagemyndigheden går efter en straf på minimum seks års fængsel. Det er den tiltaltes ret at fravælge nævninge og blot få behandlet sagen med domsmænd.
Tre af den afdødes pårørende var til stede i retten og blev inden retsmødets begyndelse advaret mod, at der ville blive vist 'meget, meget alvorlige billeder’ i forbindelse med sagen, som retten ville gøre sit bedste for at skåne de pårørende for ved at slukke for storskærmene undervejs.
Derefter kunne specialanklager Ulrik Panduro tage hul på sin forelæggelse og dokumentation.
25 knivstik
Politiet blev tilkaldt til Potentialehotellet og fandt klokken 01.49 den 26-årige mand ukontaktbar og med knivstik på kroppen. Han blev erklæret død klokken 02.17.
Han lå på gulvet i et fællesområde mellem værelserne på forsorgshjemmet, der er et sted for unge, der har det svært, og mange har misbrugsproblemer og er hjemløse.
Den 26-årige havde i alt omkring 25 knivlæsioner – altså stik eller snit fra en kniv - på kroppen. Mange af dem var afværgelæsioner på armene og i ansigtet, fremgik det af en retsmedicinsk rapport. De alvorligste af skaderne var ét knivstik mod det øverste af brystet mellem kravebenene, ét lige omkring solar plexus, og ét på bagsiden af højre skulder.
- Dødsårsagen er knivlæsionerne med underliggende læsion af legemspulsåren, hjertet og højre lunge med deraf følgende forblødning og formodentlig hjertesvigt, læste anklager Ulrik Panduro op fra rapporten i retten.
Kniv fundet på bunden af sø
Politiet begyndte med det samme eftersøgningen af gerningsmanden, som ifølge anmelderen var flygtet. En patrulje fandt den nu 24-årige mand klokken 02.20 cirka to kilometer væk – han havde krydset motorvejen og Herning Golfklub og var nået ud til Viborgvej, hvor han blev anholdt.
Der blev også indledt en intens efterforskning efter gerningsvåbnet. Samtlige hundepatruljer i Midt- og Vestjyllands Politi blev sat ind i efterforskningen. En af hundene lavede en tydelig afstikker fra cykelstien, de fulgte rundt om golfklubben, ind mod en sø.
I løbet af et par dage fandt politiet en 20 centimeter lang køkkenkniv i søen, som ved en særlig retsgenetisk undersøgelse viste sig at bære DNA, der med stor sandsynlighed stammede fra den tiltalte og fra den afdøde.
Anklageren fremlagde også rapporter med undersøgelser af det tøj, den tiltalte bar ved anholdelsen og af gerningsstedet. Der blev vist billeder i retten af blodstænk på vægge og dørkarme – samt billeder af afdøde, som dog ikke var synlige for pressen eller pårørende.
Der er indkaldt 14 vidner i alt. Udover dagens vidne skal 10 beboere fra forsorgshjemmet svare på spørgsmål, et par betjente er indkaldt, og en retsmediciner skal også sætte flere ord på dødsårsagen.
Der forventes at falde dom 21. januar. Anklagemyndigheden går efter, at den 24-årige mand bliver dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling, og at dommen bliver uden længstetid, hvilket vil sige, at dommen løbende kan forlænges med to år.