Kommune vil stille spørgsmål til kaosramt virksomhed

BioCirc skal efter planen fortsat stå for flere store projekter i det midt- og vestjyske.

Arkivbillede fra en anden energipark - ikke en af BioCircs.
Arkivbillede fra en anden energipark - ikke en af BioCircs.
Foto: GreenLab A/S

Grovvarekoncernen DLG har valgt at trække sine to bestyrelsesmedlemmer fra biogaskoncernen BioCirc. 

Det skriver den mandag i en pressemeddelelse. 

Meldingen kommer efter flere dages kaos på ledelsesgangene i BioCirc. 

BioCirc udvikler energiparker med solceller, vindmøller, biogas og power-to-X-anlæg.

Her i landsdelen opererer selskabet med store planer i både Viborg, Skive og Vesthimmerlands kommuner.

I Viborg Kommune har BioCirc to store energiparker i støbeskeen, men DLG's beslutning ser ikke ud til at få konsekvenser for de projekter. 

Næstformand i kommunens klima- og miljøudvalg, Kurt Mosgaard (V) fortæller, at han håber, at samarbejdet kan fortsætte. 

- Vores mål er stadig at være CO2-neutral i 2050. Her hjælper de to projekter rigtig meget. Hvis de stoppede, ville det være meget uheldigt. Som det ser ud lige nu, ryster vi ikke på hånden, siger han til TV MIDTVEST.

Kurt Mosgaard fortæller, at klima- og miljøudvalget har aftalt på et møde, at de gerne vil have et møde med BioCirc for at stille spørgsmål til situationen. 

- Vi forholder os til mange ting, når vi vælger et firma til et energiprojekt. Men vi mangler at høre, hvad kritikken egentlig bunder ud i, siger han. 

Formanden for klima- og miljøudvalget, Eva Pinnerup (S) har ikke ønsket at kommentere på ledelsesudfordringerne i BioCirc. 

TV MIDTVEST har også forsøgt at få en kommentar fra borgmester Ulrik Wilbek (V), der ikke er vendt tilbage inden deadline.  

Direktør modsatte sig fyring

Kaosset startede lige før nytår, hvor det blev meldt ud, at direktør Bertel Maigaard var blevet fyret. Det blev meldt ud af fem bestyrelsesmedlemmer - herunder de to fra DLG.

De ville afsætte ham, fordi parterne ifølge Berlingske har haft forskellige syn på ledelse. Børsen har berettet, at Maigaard er blevet anklaget for at have en hård ledelsesstil.

Direktøren har imidlertid modsat sig det, der så ud til at være en fyreseddel. Efterfølgende blev det nemlig meldt ud, at de uenige bestyrelsesmedlemmer nu ville blive afsat ved en kommende ekstraordinær generalforsamling.

Noget som de to medlemmer fra DLG er kommet i forkøbet.

- De seneste ugers forløb har gjort det klart for os, at DLG og BioCircs forvalter, Maigaard & Molbech II, har forskellige syn på værdier og governance, siger Mette Sehested, der er kommunikationsdirektør i DLG, i pressemeddelelsen.

- Derfor har vi under de nuværende forhold ikke længere den nødvendige tillid til dem som forvaltere, og det har ført til, at vi har trukket vores medlemmer fra bestyrelsen.

BioCirc har også selv udsendt en pressemeddelelse mandag. 

I pressemeddelelsen fra koncernen udtaler Bertel Maigaard, der altså er forblevet direktør, at han kender til frustrationer hos nogle af sine ansatte.

- Jeg må jo erkende, at mine ambitioner og passion har bidraget til frustration hos nogle medarbejdere i BioCirc.

- Det skal vi selvfølgelig have løst, så det ikke kun er fagligt interessant at gå på arbejde i BioCirc, men også er noget du ser frem til mandag morgen.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at man vil indsætte en ledelsescoach for at afhjælpe "de ledelsesmæssige udfordringer".

BioCirc, der beskriver sig selv som en af verdens største producenter af biogas, blev stiftet i 2021 og er blandt andet blevet kaldt en vækstkomet på området.

I foråret sikrede koncernen sig støtte på knap 900 millioner kroner fra Energistyrelsen. Pengene skal efter planen udbetales løbende mellem 2026 og 2032.