Håndboldkvinder var chanceløse i semifinale

Team Esbjerg var i kontrol fra start til slut og vandt pokalsemifinalen over Silkeborg-Voel med 38-26.

20241228-143925-L-5760x3840ma
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Team Esbjerg er én sejr fra at vinde kvindernes pokalturnering i håndbold for fjerde år i træk.

Det står klart, efter at vestjyderne lørdag ved Final 4-stævnet i Silkeborg vandt 38-26 over Silkeborg-Voel i semifinalen.

Som ventet kom Esbjerg buldrende fra start og bragte sig foran med fire på lige så mange minutter.

Thea Rasmussen var herefter flyvende både som afslutter og arkitekt og sørgede for, at Silkeborg-Voel kom bedre med.

Tre forsøg på stolpen fra Silkeborg-Voel på de første ti minutter medvirkede imidlertid til, at Esbjerg hele tiden var i kontrol.

Silkeborg-Voel kunne ikke hamle op med Esbjergs kontramaskine og blev straffet med det vons, ligesom vestjyderne var stærkest i duellerne.

Som første halvleg skred frem, kom Silkeborg-Voel til færre og færre chancer, mens Esbjerg havde stor succes med syv mod seks-spil i angrebet.

Vestjyderne brændte et minimum af chancer og var foran 21-14 ved pausen.

Ingen træthed at spore

Esbjerg har spillet langt flere kampe i sæsonen end Silkeborg-Voel. Mange af Esbjerg-spillerne var tilmed med til EM-slutrunden tidligere i december.

Trætheden var imidlertid ikke til at spore hos vestjyderne, der fortsatte i samme høje tempo i anden halvleg.

På kort tid scorede Esbjerg fem gange i træk og bragte sig foran 28-17.

Dermed så kampen ud til at være afgjort. Dramaet udeblev da også i det sidste kvarter, hvor Esbjerg var i cruise control.

Vestjydernes kontramaskine fortsatte med at være smurt, mens Silkeborg-Voel ikke formåede at diske op med en succesfuld plan.

Henny Reistad var atter flyvende for Esbjerg og scorede mål på samlebånd.

Esbjergs modstander i finalen findes senere lørdag, hvor den anden semifinale mellem Sønderjyske og Odense Håndbold afvikles.

Finale og bronzekampen spilles søndag.