Danmark er klar til kvartfinale efter ny storsejr

Det danske landshold er sikker på at slutte som nummer et i mellemrunden efter en sikker sejr over Schweiz.

20250123-220033-L-5888x3928ma
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det mandlige danske håndboldlandshold er klar til kvartfinalen ved VM og er sikker på at slutte på mellemrundens førsteplads, selv om der stadig mangler en enkelt kamp.

Det er ingen overraskelse, og det var det heller ikke, at Danmark slog Schweiz overbevisende med 39-28 og dermed er oppe på fem sejre i fem kampe i Boxen i Herning.

Holdet viste samtidig, at det er i stand til at slå eftertrykkeligt igen, når det bliver stillet over for taktiske opgaver, som dem Schweiz' landstræner Andy Schmid lancerede torsdag aften.

Schweizerne stillede en forsvarer helt op i fjæset på Mathias Gidsel i en gammeldags mandsopdækning, som man efterhånden meget sjældent ser i international håndbold.

I nogle angreb fik Simon Pytlick samme behandling i et behjertet schweizisk forsøg på at neutralisere Danmarks to farligste angrebsesser samtidig.

Point for initiativet, og det lykkedes faktisk i perioder schweizerne at tæmme Gidsel. Men manøvren viste også, at når man løser ét problem mod det danske landshold, opstår der som regel to nye.

Plads til Rasmus Lauge

Det hjælper for eksempel ikke det store at mandsopdække Pytlick og Gidsel, for så bliver der mere plads til Rasmus Lauge, der spillede en blændede første halvleg og hyggede sig med sine giftige skud fra halvdistancen.

Det kunne være gået helt skævt for schweizerne, hvis Niclas Kirkeløkke ikke havde haft sløj dag på sin uvante fløjposition. Han fik al den plads, han kunne drømme om, men brændte fem af sine seks forsøg før pausen.

I forsvaret havde danskerne i kampens indledning visse problemer med at lukke sammen i midtzonen. Men Emil Nielsen var tilbage for fuld styrke med en halv snes redninger alene i de første 20 minutter.

Schweizernes taktiske initiativ var formentlig hovedårsagen til, at kampen blev lidt urytmisk og ikke havde samme underholdningsværdi som festforestillingen mod Tyskland forleden.

Men for landstræner Nikolaj Jacobsen var den givetvis en kærkommen lejlighed til at teste nogle af de mange løsninger, holdet råder over. Så er spørgsmålet kun, hvordan det fungerer mod et bedre hold end Schweiz.

Da schweizerne i et dansk angreb forsøgte sig med noget, der mindede om et halvbanepres, trak Jacobsen omgående syv-mod-seks-kortet, og så måtte modstanderne trække sig tilbage på seksmeterstregen.

Der var denne gang masser af spilletid til folk, der normalt står i anden række. Thomas Arnoldsen demonstrerede gennembrudsstyrke og hurtige fødder, mens Lasse Andersson i anden halvleg sprang ud som storskytte og blev dansk topscorer med otte mål.

Farvel til Boxen med ro

Med sejren og den sikrede førsteplads kan holdet sige farvel til Boxen med ro i sindet mod Tjekkiet på lørdag.

Her bliver den primære opgave at holde rytmen og give det danske publikum en god afskedsforestilling inden afrejsen til slutkampene i Oslo.

Fem kampe inde i turneringen har Danmark endnu ikke prøvet at vinde med mindre end ti overskydende mål.

Genoplev kampen herunder i livebloggen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.