Herningsholm udklækker talenter år efter år
Et murertalent fra Herningsholm Erhvervsskole fik for 12. gang en guldmedalje i Skills i weekenden. Skolen opflasker danmarksmestre på samlebånd.
I weekenden vandt Kenneth Meldgaard DM i Skills og kan nu kalde sig Danmarks bedste murerelev. Lidt af en lettelse for den unge murer fra Spjald. Han går nemlig på Herningsholm Erhvervsskole, og her er det nærmest blevet reglen, at skolens murertalent tager guldmedaljen med hjem.
- Vi har jo svært ved at få armene ned her, ved at vi igen vinder danmarksmesterskabet, siger Ole Rasmussen. Det er ham, der står i spidsen for mureruddannelsen på Herningsholms Erhvervsskole i Herning.
- Det er jo skønt at være en del af det. Men vi går altså også målrettet efter det og har faktisk, skal vi sige, indlagte træningsprogrammer i det øjeblik, at vi spotter talenterne nede fra deres grundforløb, siger Ole Rasmussen.
- Det er en fed fornemmelse. Nu sidder jeg jo inde i klassen. Det er første gang, jeg har set dem, og de ønsker tillykke og lærere heroppe på skolen ønsker tillykke. Det er i hvert fald ikke ude af hovedet endnu, siger Kenneth Meldgaard, der i weekenden sikrede Herningsholms Erhvervsskole titlen for 4. år i træk.
Rørt talenttræner: Jeg tuder hver gang
Jan Lyngesen er talenttræner på Herningsholm Erhvervsskole. Han understreger, at der bliver kæmpet for det. Eleverne bruger masser af fritid på at skærpe evnerne.
- Jeg har flere billeder af Kenneth end jeg har af mine egne børn allerede, siger Jan Lyngesen med et smil.
Han bliver synligt rørt af at fortælle om Kenneths sejr i weekenden, men holder ordvalget godt jysk,
- Det er fint, det er stort, det jeg glad for, siger Jan Lyngesen.
Næste mål for Kenneth Meldgaard og Herningsholm er en medalje til EM i september. I øvrigt vandt tømrelærlingen Mathias Jensen også en DM-titel i weekendes Skills.