Klar, parat, hop: Agility for kaniner
Det gælder om at vinde, men det sociale betyder mindst lige så meget, siger Natasja Vester Nielsen om konkurrencen kaninhop.
Der er dyr i alle vægtklasser på Landsskuet i Herning.
Der er kæmpestore præmietyre på halvandet ton. Og så er der de helt små dyr som kaniner og fjerkræ.
Kaninerne dyster blandt andet i kaninhop - en slags agility, hvor der gælder om at komme hurtigst gennem en forhindringsbane med færrest fejl.
Det gælder selvfølgelig om at vinde, men for Natasja Vester Nielsen fra Skive betyder det sociale mindst lige så meget.
- Det går egentlig bare ud på at have det sjovt, og så er det altid megahyggeligt at komme til Landsskuet og hoppe med kaninerne. Vi har et megagodt fællesskab, og så er det bare hyggeligt at være her i flere dage, siger skibonitten, der tidligere har gået til ridning, men nu har 20 kaniner.
Det er i øvrigt langt fra ligegyldigt, hvilke kaniner man bruger til konkurrencen. De bedste er de dyr, der er blevet fremavlet til at mestre disciplinen. Og når der, som ved Landsskuet, er tilskuere på, må de heller ikke have et alt for nervøst gemyt.