Vejdirektoratet: 13 uheld på fem år er ikke noget, som springer i øjnene
Det giver ikke mening at bruge flere ressourcer på at forbedre forholdene på en motortrafikvej med flere uheld og ulykker.
Trods den dobbelte dødsulykke i sidste uge bliver der ikke gjort noget ved "motorvejshullet" nordøst om Herning før til næste år.
Her begynder arbejdet med at udbygge de 9,5 kilometer motortrafikvej, som lige nu brækker Midtjyske Motorvej over i to på rute 18.
Som TV MIDTVEST tidligere har fortalt, er der sket 13 uheld på den korte strækning de seneste fem år.
Men det får ikke Vejdirektoratet til at handle. Det fortæller områdechef Niels Agerholm.
- Det er altid tragisk, når mennesker mister livet i trafikken. Men på en strækning som den her, er der ikke ret meget mere, vi kan gøre, siger han.
Strækningen er skiltet helt efter reglerne, men der er altid udfordringer, når vejen skifter, og farten skal ned.
Derfor er områdechef Niels Agerholm heller ikke overrasket over antallet af uheld.
- På en strækning af den her type, hvor farten skal ned, og hvor der kører så mange biler, så er 13 episoder på fem år desværre ikke noget, som statistisk springer i øjnene.
- Langt de fleste kører, som de skal. Men der er også trafikanter, der er mere risikovillige, og som formodentlig ikke ville reagere på det, hvis vi skiltede yderligere, siger områdechef Niels Agerholm.
Pengene prioriteres andre steder
Når antallet af episoder ikke er højere, prioriterer Vejdirektoratet ressourcerne andre steder.
- Vi bruger midlerne, ud fra hvor de rykker mest. Vi har kun de penge, vi har, og der er mange steder, der er værre. Desværre, siger Niels Agerholm.
Når det er sagt, er det også begrænset, hvad der rent faktisk kan gøres, forklarer han.
Skiltning vil sandsynligvis ikke virke på de risikovillige trafikanter, og det vil både være for dyrt og for besværligt at lave et værn mellem de to kørselsretninger.
- Det vil slet ikke give mening. Og slet ikke, når vi alligevel går i jorden i løbet af 2026 for at udbygge hele strækningen til motorvej, siger områdechefen fra Vejdirektoratet.
At der overhovedet er et stykke af Midtjyske Motorvej, der ikke er motorvej, skyldes et politisk kompromis, dengang motorvejen i sin tid blev besluttet.
Der var ikke penge nok, og derfor blev aftalen, at de små 10 kilometer blev linjeført som motorvej, men i første omgang anlagt som den billigere motortrafikvej.
Siden har blandt andre den nuværende transportminister arbejdet for at finde penge til at få motorvejen helt færdig.
Det lykkedes med vedtagelsen af Infrastrukturplanen 2035, hvor der ifølge ministeren er afsat mere end en halv milliard kroner til opgradering af "motorvejshullet" fra motortrafikvej til motorvej.