Især to infektioner sender lige nu danskerne under dynen

For første gang i fem år er der helt usædvanligt ikke tale om coronavirus. Her ligger samfundssmitten på "et meget lavt niveau."

Antallet af smittede med influenza og RS-virus ligger i øjeblikket højt.
Antallet af smittede med influenza og RS-virus ligger i øjeblikket højt.
Foto: Colourbox

For anden uge i træk er antallet af tilfælde med både influenza og RS-virus ikke bare på et højt niveau, men også stadigt stigende.

Det fremgår af de nyeste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det samme er tilfældet med antallet af indlagte, når det gælder både influenza og RS-virus.

- I tallene kan vi endnu ikke se, at antallet af smittetilfælde er på vej ned. I Europa ser det dog ud til, at antallet er ved at toppe. Så vi håber, at det også er gældende for Danmark, siger Bolette Søborg, der er overlæge og sektionsleder ved SSI, til TV 2.

Hun fremhæver, at antallet af influenzatilfælde er som forventet, og at der er tale om smitte med influenza A.

- Influenza A er den variant, der giver flest indlæggelser. Der er også en lille stigning i antallet af tilfælde med influenza B, siger hun.

Coronasmitte er på et usædvanligt lavt vinterniveau

Mens smitte med influenza og RS-virus altså er stigende, ser det helt anderledes ud for coronavirus.

Ifølge denne uges spildevandsovervågning for coronavirus har samfundssmitten nået ”et meget lavt niveau," hvilket adskiller sig markant fra det smittebillede, som der ellers har været i de kolde måneder, siden pandemien brød ud i 2020. 

- Vi har ikke så mange år at sammenligne med endnu, men man må sige, at det er helt usædvanligt, at der har været så lidt samfundssmitte med coronavirus i dette vinterhalvår, siger Bolette Søborg.

Årsagen er, at den nuværende dominerende variant også var den variant, som skabte en større smittebølge i sommer.

Det betyder blandt andet, at flere har immunitet mod smitte.

- Det billede kan ændre sig, hvis og når en anden variant bliver dominerende, siger SSI-overlægen.

Langt færre tilfælde af luftvejsinfektioner i år

Danmark var i sæsonen 2023 til 2024 ramt af fem luftvejsinfektioner, der cirkulerede på samme tid. Det gjaldt influenza, RS-virus, coronavirus, kighoste og mycoplsma – den sidste er bedre kendt som kold lungebetændelse.

Indtil videre er der i denne sæson altså kun tale om høj smitte med influenza, RS-virus og til dels mycoplasma, som i oktober skabte stigende smitte, og som fortsat er på et forhøjet niveau.

- I forhold til sidste år har vi samlet set langt færre tilfælde af luftvejsinfektioner på grund af især den lave samfundssmitte med coronavirus, forklarer Bolette Søborg.

Tilslutningen til dette års influenzavaccination blandt personer over 65 år endte på 75,6 procent.

Det er en lavere tilslutning end under coronapandemien, men ifølge Bolette Søborg stadig tilfredsstillende og højere end før pandemien, hvor den lå på omkring 50 procent.

Årets vaccinationsprogram for influenza og coronavirus sluttede 20. december 2024. Det er derfor ikke længere muligt for personer i målgruppen at modtage en vaccine gennem det offentlige.