Mette blev hjerneskadet: Nu har hun genfundet gammel passion
For 39-årige Mette Poulsen fra Silkeborg ændrede livet sig drastisk, da hun i 2017 blev ramt af en hjerneskade. Men nu har hun genfundet en gammel passion i tegnekunsten, og 1. februar åbner hun et galleri.
Mette Poulsen var på vej til arbejde, da et harmonikasammenstød efterlod hende med en hjerneskade og vendte op og ned på hele hendes tilværelse.
- Jeg kunne ingenting. Jeg blev sygemeldt fra mit job og gik fra at have en aktiv hverdag til at skulle leve med blandt andet kroniske smerter, træthed og svigtende motorik, siger hun.
Men Mette Poulsen er ikke typen, der lader sig slå ud.
Efter flere års kamp med hårdt arbejde og genoptræning genfandt hun sin gamle passion for tegning. Og selvom hun til at begynde med ikke kunne tegne en lige streg, fortsatte hun målrettet.
- Jeg insisterede på at blive ved at træne min finmotorik. Først to minutter ad gangen, så tre og så fem minutter.
Og det virkede. Lidt efter lidt lykkedes det for hende først at tegne lige streger, sidenhen former og til sidst illustrative tegninger med motiver, som hun brugte som en form for selvterapi.
- Alt, jeg laver, har rødder i min egen historie. Det er min måde at bearbejde ulykken og alt, hvad jeg har været igennem, siger hun.
Åbner sit eget galleri
Det er efterhånden blevet til mange tegninger. Rigtigt mange. På samtlige vægge i Mette Poulsens hjem i Silkeborg hænger der tegninger, som hun selv har lavet.
Derfor har hun for nylig lagt titlen som flexjobber på hylden til fordel for titlen som selvstændig. Fra 1. februar åbner hun sit hjemmegalleri og inviterer besøgende indenfor.
- Jeg håber og tror på, at jeg kan leve af det. Det betyder virkelig meget for mig at prøve. Det giver mig en glæde og en frihed igen, siger hun.
Men hvad hvis det ikke lykkes?
- Så tager jeg den derfra. Det vigtigste for mig er at vide, at jeg forsøgte. Jeg vil ikke dø en dag og fortryde, at jeg aldrig gik efter min drøm.
Mette Poulsen håber, at hendes rejse kan inspirere andre, der måske er snublet et sted på vejen, til at finde styrken til at skabe det liv, de drømmer om.
- Selv når livet ramler, er der altid en vej videre. Det kræver mod og tålmodighed, men der er rigtigt meget, som kan lade sig gøre, hvis man tør, afslutter hun med et stort smil.