Ekstra bemanding: Tyrkiske fodboldfans indtager Herning
Både klubben, politiet og det lokale værtshus melder klar til aftenens fodboldbrag.
Massevis af tyrkiske fodboldfans på MCH Arena i Herning og i bybilledet. FC Midtjylland får i aften besøg af den tyrkiske storklub Fenerbahçe SK i Europa League, og det giver travlhed. Både hos FC Midtjylland, politiet og på beværtningerne i midtbyen.
Hos værtshuset Fox And Hounds har man indkaldt ekstra mandskab, fortæller bestyrer Victor Taulbjerg.
- Vi er fem bartendere og tre dørmænd på arbejde i aften, fortæller han.
Fodboldfans fra Tyrkiet er kendte for at være meget passionerede. Til fodboldkampe i Tyrkiet er der en intens stemning, som ikke kan sammenlignes med kampe i eksempelvis den danske superliga.
Nogle gange er det også kogt over for grupper af de passionerede fans, og så har der været ballade.
Det forventer man nu ikke, at der bliver på Fox & Hounds i Herning. Men man har forberedt sig på et stort rykind.
- Vi ved ingenting om, hvor mange der kommer. Men vi er klar, lover bestyreren.
Det er politiet også, forsikrer vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi har altid en god dialog med vores samarbejdspartnere til sådan nogle kampe, og vi stiller naturligvis med en del folk i aften, siger Ole Vanghøj, som ikke vil ud med i detaljer, hvor mange der er på arbejde fra politiet.
FCM med nye tiltag
Hos FC Midtjylland har man tidligere oplevet ballade i forbindelse med europæiske kampe, blandt andet en kamp mod Feyenoord i efteråret 2022.
Denne gang har man sat gang i nogle sikkerhedstiltag, som skal være med til at sikre en god oplevelse for alle til fodboldkampen.
Det handler blandt andet om, at der måske er sket videresalg af billetter til Fenerbahçe-fans uden for udebaneafsnittet, skriver FC Midtjylland på klubbens hjemmeside.
- På baggrund af de nye oplysninger har vi besluttet at indføre yderligere tiltag, heriblandt øget screening af og kontakt til billetkøbere samt ekstra sikkerhedspersonale både uden for stadion og på tribunerne. Vi er i løbende dialog med Fenerbahçe, UEFA og politiet for at sikre, at kampen afvikles under de bedst mulige forhold, skriver FC Midtjylland.