Her er beviset: Mourinho er på stadion
TV MIDTVEST’s egen Dan Sørensen mødte stjernetræneren, José Mourinho, ved Fenerbahces ankomst til MCH Arena.
Hvis der har været tvivl om, om karantæneramte José Mourinho ville være med sit tyrkiske mandskab, Fenerbahce, på MCH Arena i aften til Europa League-opgøret, så kan tvivlen godt begraves nu. For ved ankomsten til stadion fik jeg fornøjelsen af at hilse på den karismatiske træner.
José Mourinho virkede både afslappet og i godt humør, da spillerne gik i omklædningsrummet, mens stjernetræneren selv fortrak til et hjørne i foyeren på MCH Arena. Han må på grund af sin karantæne ikke opholde sig i nærheden af sine spillere op til kampstart.
Jeg havde kort inden haft en sms-korrespondance med én af Mourinhos tidligere spillere, den danske landsholdsspiller og tidligere FCM’er Rasmus Nissen Kristensen. Her havde jeg skrevet, at jeg rigtig gerne ville møde træneren, som var træner for Rasmus Nissen Kristensen i Roma.
Og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med Mourinho, og journalistisk integritet eller ej, så kunne jeg bare ikke lade være med at spørge, om jeg måtte få et billede med ham.
- Of course, my friend, lød det fra verdensnavnet.
Efter billedet satte Mourinho sig over på en radiator og bladrede lidt i nogle papirer.
Jeg sagde tak, og Mourinho bad mig hilse Rasmus.
- Rasmus is a good guy, sagde den portugisiske træner.
Og nu er vi så ellers klar til kamp. Både Mourinho og jeg.