En odder med unger bremser planerne for storstilet projekt

Overvågningsbillede dokumenterer, at odderen yngler midt i Skive. Det betyder, at et storstilet projekt til over 30 millioner kroner går i stå.

0:10
Kig godt efter, på overvågnings billedet er der tre oddere, en mor med to unger.

Kommunen og fonde har i årevis arbejdet med et byprojekt til over 30 millioner kroner. Men nu er det for alvor kommet i fare, efter et sjældent dyr er dukket op.

"Et aktivt og naturnært liv i Skive" lyder overskriften på et storstilet projekt, der skal forbinde Glattrup mose og Glattrup bæk med Skive by. Det skulle efter planen ske med stisystemer og en bro på tværs af Skive.

Stiprojekt gennem Glattrup Mose skal forbinde den sydlige del af Skive med havnen og midtbyen.
Stiprojekt gennem Glattrup Mose skal forbinde den sydlige del af Skive med havnen og midtbyen.
Foto: Visualisering fra Big Blue Skive.

Men nu sætter overvågningsbilleder af en odder med to unger projektet på pause. Odderen er nemlig fredet, og det kan umuliggøre dele af projektet.

- Hanner og enlige hunner kan godt komme i nærheden af mennesker i deres søgen efter føde,  men når de skal have unger kræver det et trygt og sikkert sted. De vælger et fredeligt og uforstyrret område, hvor de mener, der er en stor chance for, at ungerne kan overleve, siger Zoologisk chef Morten Vissing fra AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

Odderen er overvejende nataktiv, det er sjældent man ser dem. Men på AQUA Akvarium og Dyrepark i Silkeborg kan man opleve odderen også om dagen.

0:13
Når akvariets oddere fodres med skaller er der rigtig gode chancer for at opleve det store pattedyr.

Odderen er en bilag fire art og underlagt streng beskyttelse. Den er en ud af 39 danske dyrearter der i EU er vurderet som særligt sårbare og truede. 

Odderne har territorium, der kan strække sig over mere end 10 kilometer vandløb. Kun i parringstiden færdes hannen og hunnen sammen.

Odderen må ikke indfanges eller slås ihjel, og der er forbud mod forstyrrelse eller ødelæggelse af deres yngle- og rasteområde. Det er der ifølge zoologisk chef Morten Vissing fra AQUA Akvarium & Dyrepark en god grund til. 

- Odderen stiller store krav til deres ynglesteder; det skal være et uforstyrret område, hvor de kan yngle i fred og ro og hvor der er tilgængelig føde. De områder har vi ikke mange tilbage af i Danmark, så derfor beskytter man de resterende områder for at bevare bestanden af oddere, siger Morten Vissing fra AQUA Akvarium & Dyrepark. 

Skive Kommune er overraskede over, at der lever oddere i Glattrup Mose. 

- Vi havde ikke tidligere registreret oddere i Glattrup Mose. Og da vi fandt tegn på oddere i slutningen af 2023, følte vi os overbeviste om, at det var strejfende oddere og ikke ynglende hunner. Men da vi så billedet af de tre oddere sammen, var vores rådgivere ikke i tvivl: der yngler oddere i Glattrup Mose, siger plan- og supportchef i Skive Kommune, Lars Peter Salhøj.

Odderen har siden 1967 været totalfredet. Siden starten af 1990erne har odderne ifølge Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning spredt og etableret sig i hele Jylland, og siden 2008 er den i stigende grad også observeret på Fyn. 

– Odderne er ikke længere kategoriseret som truet, men kategoriseret som sårbar. Der skal ikke meget til for at knække kurven, og antallet af oddere igen falder og er truet, siger chefzoolog Morten Vissing fra AQUA Akvarium & Dyrepark.

Derfor er der god grund til ikke at etablere en sti gennem et naturområde, hvor odderen yngler.

- Vi har som mennesker indtaget størstedelen af vores landområder; er er ikke mange naturområder tilbage der ikke er berørt af veje, trafik og nybyggeri. Der er kun få egnede ynglesteder for mange at vores truede og sårbare dyrearter, siger chefzoolog Morten Vissing fra AQUA Akvarium & Dyrepark.

Kommunens drøm om at skabe et rekreativt koblingspunkt for gående og cyklister på tværs af Skive med Glattrup Stien ser lige nu svær ud.

- Vi har ikke givet op, og vi forsøger alt for at redde så meget som muligt af projektet. Vi vil nu gå i dialog med vores samarbejdspartnere og bidragsydere for sammen at finde en løsning, siger Lars Peter Salhøj, plan- og supportchef i Skive Kommune.